Karin Liltorp

Frivillig, foreningsstifter og begravelsesleder

“Hun prøvede i hvert fald”… skal der muligvis stå på min gravsten, for jeg har bestemt engageret mig i lidt af hvert.

Mit seneste initiativ er Foreningen for det Fleksible Arbejdsliv, som jeg har stiftet og er forperson for. Udgangspunktet er en grundlæggende frustration over et arbejdsmarked, der holder alt for mange udenfor, hvis de ikke kan leve op til 37 timers normen! Vi alle har brug for at føle, at vi hører til og har værdi. Denne forening kan ses som en fortsættelse af mit politiske virke som beskæftigelsesordfører, hvor jeg for alvor fik indblik i, hvor uhensigtsmæssigt vi på nogle måder har indrettet samfundet. Læs mere om foreningen her →

Frivilligt arbejde har desuden fulgt mig i mange år og mange sammenhænge: Røde Kors, Depressionsforeningen, Håb i Psykiatrien, ledelsesopgaver i foreninger, deltagelse i netværk på tværs af samfundslag og engagement i bæredygtighedsdagsordenen, herunder en periode som del af formandskabet for FN’s 2030-netværk, der arbejder for indfrielse af verdensmålene.

En særlig plads i det frivillige arbejde har rollen som begravelsesleder i Humanistisk Samfund, som jeg har haft siden 2016 – en mulighed for et højtideligt farvel, selvom man ikke tilhører et trossamfund. At lede en begravelse for en familie, der har mistet, og skabe en ceremoni med værdighed, nærvær og respekt for det liv, der er levet, er en opgave, der giver SÅ meget mening.