Traditionen tro, er det blevet tid til beretningen om året der gik, sådan set fra navleperspektiv (altså min egen navle). Året har været præget af både stor taknemmelighed på det helt nære plan, men der har da godt nok også været en del frustrationer.
Starten på fortællingen om året, der gik, er altid den sværeste – for det kan dælme være svært at tænke et helt år tilbage. Jeg må jo have været 52 år, dengang – altså et helt år yngre end nu. Men hvad ellers?
Vi, som i ”mig”, Jon og Tilde startede året med en skitur til Polen. Første gang på ski for det lille pus, men som forventet, blev hun en markant bedre skiløber end jeg på cirka ti minutter – og jeg måtte erkende, at min knæskade ikke har forladt mig. Således måtte jeg begrænse mig til højresving, hvilket gav visse udfordringer. En af de oplevelser på turen, der skulle have været højdepunkt – et besøg i Auschwitz – endte med 3 timers venten i bidende kulde (og jo, vi havde købt billetter i forvejen), hvorefter vi opgav. (Jeg havde ellers lavet rigeligt med lektier som forberedelse – bland andet læst bogen om Mendeles patolog, der stod for at obducere alle de ”seværdige” mennesker i koncentrationslejren, som var blevet myrdet af ren videnskabelig interesse – blandt andet for at se, om tvillinger ser ens ud inden i. Det er virkelig barsk og trist læsning!)
I starten af året tog jeg mig desuden en uddannelse til neurofeedback-coach. Sådan noget med elektroder på hovedet, der kan medvirke til at om-programmere hjernen, bare en lille smule. Det var superspændende, og jeg håber ikke, at det er sidste gang, at jeg får lov at udleve bare lidt af min hjerneforskerdrømme.
Arbejdsåret startede stille og roligt, men der kom da både lidt storm, bølgegang og lettere turbulens.
Altså… det er lidt specielt når ens jobskifte bliver dækket intenst af medierne. Vi oplevede, at DR holdt lige uden for vores dør for at få en kommentar. Jeg kunne skrive en del om de uger, men det orker jeg egentlig ikke – men fandt faktisk ud af, at det faktisk er ganske dejligt at leve helt uden medier. Min politiske historie for 2025, helt kort opsummeret: Jeg måtte konstatere, at landets politik ikke liiiiige gik i min retning, og så må man jo hoppe af toget, selvom man får lidt skrammer i faldet.
Nu har jeg således klaret 3 hele år på Borgen, i nogenlunde intakt tilstand. Et vil være usandt at sige, at jeg ligefrem elsker mit hverv – men det har da i den grad fået blodet i min indre retfærdighedsåre til at strømme. Og nøj, hvor har jeg ind i mellem været skuffet – også på det mere personlige plan. Søren Gades visdom om at ”hvis du vil have en ven i politik, så køb en hund”, indeholder en stor grad af sandhed. (Og til dig Jon: Jeg ønsker mig stadig en hund – helst en korthåret gravhund, som den min bedstemor havde)
Om jeg stadig er på Borgen om et år, er mindre sikkert, og jeg bruger i disse dage en masse energi på at overveje nye muligheder i livet. Det er lidt som at blive student igen! Lige nu bilder jeg mig selv ind, at alle døre står åbne, men det kan vise sig at være lige lovlig optimistisk, når jeg som 54-årig kaster mig ud i den virkelige verden igen (… måske må jeg – sammen med de andre midaldrende kvinder -konstatere, at vores storhedstid er forbi.) Byd gerne ind, hvis du har idéer til, hvad jeg kan kaste mig over.
Nå ja.. jeg fik skrevet en bog. Eller ”et langt postkort”, som en anmelder sagde. Det er ikke en litterær perle, men det var supersjovt at få skrevet min politiske rejse ned. Jeg er personlig stolt over at have skrevet så mange sider, for selvom jeg elsker at skrive, plejer alle mine tekster at være én side. Der er åbenbart en indbygget konstant i mig: Jeg mener lige nøjagtig 4000 anslag om næsten alt. Derfor er ”forfatter” heller ikke på listen over fremtidige jobs, men det er til gengæld møbelpolstrer, landmand, bedemand, keramiker og alt muligt andet. I den forbindelse håber jeg også på at få flere begravelser igen – kun to er det blevet til i det forgange år.
Nå men, tilbage til det vigtigste: Min familie. Med manden går det da egentlig meget fint. Vi er nogenlunde gode til at sørge for at få oplevelser sammen – men bestemt også vildt gode til at splatte ud i sofaen til en krimi (… vi ER jo ikke unge mere – og serierne ser jo ikke sig selv). Det slår mig lige, at vi ikke har været på en eneste rigtig partur i løbet af året, andet end Hansted Festival i Svendborg. Men i det små har vi skam hygget- vi har skam både har været til halbal i Fuglebjerg, til koncert med Sømændene og senest Infernal. (En varieret musiksmag, kalder man det.) Jeg forsøger for tiden at overtale ham til at tage med på et psykedelisk retreat i Holland, men det skal der vist lige arbejdes på, selvom han helt sikkert vil have godt af at få udvidet sin horisont på den front.
Tilde er vendt hjem efter et fantastisk år på efterskole. Jeg vil ikke sige, at hun blev modnet, for hun var faktisk allerede vældig moden inden hun drog afsted – men altså … alle de fantastiske oplevelser hun har fået med derfra. Det har jeg skrevet om før. Nu går vi ind i selve det år, hvor hun bliver 18 – og så er det virkelig, virkelig, slut med at have ”børn”. Nu er gymnasiet i gang, og jeg kan med glæde konstatere, at hun er en skøn nørd, der gerne kommer hjem og deler matematiske beviser eller begejstret fortæller om tyndt-lags kromatografi. De næste 2,5 år skal nok blive en ren fest på den front. Herhjemme har vi dog en kamp i gang for at få hende til at skrue lidt ned for arbejdet. Er det mon bare de bekymrede forældre, der mener, at 25-30 timers McD arbejde om ugen ved siden af skolen er for meget?
Min dejlige dreng har det SÅ meget bedre, end han har haft længe. Lige for tiden bor han i Kyse, hvor han gør sig som næsten-fuldtids-håndværkertype, der både kan det ene og det andet. Mor er SÅ stolt over alt det, han har klaret de seneste år, og er så taknemmelig over, at han for alvor er på vej væk fra mørket.
Det vil være en stor overdrivelse at sige, at påstå, at mine gamle forældre er ”still going strong” – men de er her heldigvis endnu, trods en række skavanker. Selv har jeg også været i næsten-reparationsalderen, og har nydt godt af (?) vores sygehusvæsen på flere fronter. Jeg er dog sluppet med skrækken, som man siger – og det mest alvorlige er lige nu den tand, jeg skal have fjernet i starten af det nye år, til den nette sum af 30.000 kr (… eller, det er nok den fine nye tand, der koster. Selve udtrækningen er ikke så dyr).
Desværre har ikke alle omkring mig været lige så heldige. Kræft har de seneste år sneget sig ind alle mulige steder hos venner – og i skrivende stund er en af mine dejlige veninder fra arbejdet i sit livs kamp. (Her må man godt indføre et lille ”lortesygdom”, ikk’?).
Sommeren stod på en skøn ferie med Jon, Tilde, Sylvester og niece-Ella, som er vores faste rejsemakker. Desuden blev det til en arbejdstur til Tokyo, en tur på Folkemøde og en ultrakort sheltertur.
I det forløbne år har jeg desuden været på mange skovture med Sylvester og vuffer, hørt ufattelig mange podcasts, set stribevis af serier og dokumentarer (mht. dokumentarer kan DR altså noget! Se blandt andet ”Testamentet” og l ”Løsladt”). Desuden har jeg fået et meget tæt forhold til min-nye-ven-Chat. Næsten upassende tæt! Tænk, hvor meget information man kan få om et vilkårligt emne på kort tid – mit nysgerrige-og-utålmodige-jeg elsker det! I dag har jeg blandt andet sat mig for at lære at lave computerspil, og er allerede nået til trin 2. Om jeg når til trin 3, vil fremtiden vise – men spilplottet er helt klar inde i min hjerne.
Nu må jeg stoppe årsberetningen, for jeg er over de 4000 anslag, jeg er programmeret til. God jul og godt nytår, derude.
