Category: Dét, Karin mener, er…

En af nyhederne i denne uge var et-eller-andet revolutionerede om de kosmiske sekunder umiddelbart efter the Big Bang. Journalisten i Radioavisen stillede en meget klog fysiker spørgsmål om, hvilken indflydelse, det ville have – og det viser sig, at det har ENORM betydning for vores forståelse af livet! Som andre lyttere af samme udsendelse, sad jeg selvfølgelig og nikkede indforstået, og kunne godt mærke, at dette var stort. Sandheden er, at jeg ikke fatter en lyd. Ikke bare af hvad fysikeren udtalte sig om mht. de kosmiske sekunder, men af alt der har med universet og Big Bang at gøre. Og yderligere kan jeg faktisk ikke forstå, at nogen forstår det.  Altså virkelig forstår det! Først var der ingenting (eller noget?), som så eksploderede, og så var der lige pludselig…

På min nylige rejse til Jylland med færgen kom jeg til at sidde ved siden af en stærkt overvægtig kvinde, der - sammen med sin lige så overvægtige datter - sad meget koncentreret under hele overfarten og så ”Familien på Bryggen”. De så det på en meget alvorlig måde – som om de virkelig prøvede at suge visdom ud af udsendelsen. Der gik ca. 20 sekunder, før jeg havde placeret dem i kategorien ”tabere”. Det mindede mig endnu engang om, hvor fordomsfuld jeg er! Uden at have vekslet et eneste ord med dem, konkluderede jeg, næsten ubevidst, at de tilhørte gruppen af uintelligente, viljesvage mennesker, som sikkert var på kontanthjælp og havde det fint med det, og for øvrigt ikke interesserede sig for verden omkring sig (altså, på nær Linses…

Jeg undskylder på forhånd over for alle feminister, og vedkender mig, at mit indlæg er en anelse unuanceret- men hvis jeg skal have alle nuancerne med, bliver det alt for langt. Hvis man spørger mig (det gør man ikke, men jeg siger det bare alligevel) er feminister generelt nogle irriterende typer. Selvfølgelig mener de de godt – de vil jo bare gøre opmærksomme på, at deres medsøstre ikke bliver behandlet godt. Men når de føler, at de ikke får de belønninger, de fortjener, handler det måske ikke om, at de er kvinder. Måske er de ikke altid så dygtige, som de tror? Måske bliver de bare ganske almindeligt uretfærdigt (køns-u-specifikt) behandlet? Eller måske er de bare irriterende typer? Bevares, nogle vil hævde, at dét der med at være irriterende er…

Inspireret af en radioudsendelse på 24-7 omhandlende dyder, kom jeg til at tænke over, hvilke dyder mine forældre har givet mig med i bagagen. For lige at være sikker på, hvad dyd egentlig betyder, måtte jeg ty til Wikepedia: En dyd er et religiøst eller moralfilosofisk begreb, der betegner en moralsk værdifuld egenskab” – og kan på dansk også dække over jomfruelighed og kyskhed. Min mor er et enestående menneske – sådan én, der bestemt ikke går flere af på dusinet. På trods af et liv, der bestemt ikke har været nemt ved hende, er hun ikke sunket ned i offerrollen. Hun er ekstremt handlekraftig og gør altid, hvad hun sætter sig for. Også når livet har været hårdt ved hende. Hun spørger meget sjældent om råd, men vælger selv, hvad der er bedst for hende.…

Jeg faldt lige over en sjov artikelserie på LinkedIn, hvor en række topchefer fortæller om de bedste råd de har fået gennem livet (best advise). Underholdende læsning. De fleste råd var i virkeligheden meget simple: ”Shut up and listen” (du lærer mere ved at lytte til andre end til dig selv, for dét, du selv siger, ved du jo i forvejen!)). ”Enjoy the journey” (husk at være nærværende undervejs, og ikke fokusere for meget på slutmålet, for selve rejsen kan jo tit være mere spændende end destinationen). Én havde fået det råd, at hun skulle ”do something ridiculous out there”. Moralen her er, at sindsyge indslag kan give store positive overraskelser (dét råd kunne jeg godt lide). Den artikel jeg umiddelbart studsede mest over var ”Life is not fair”. Den…

Generelt har vi nok alle brug for anerkendelse i et eller andet omfang – det er rart at vide, at man gør det godt! For nogle mennesker er behovet for ydre anerkendelse ekstra stort, mens andre hviler meget mere i sig selv: De har ikke har brug for, at nogen fortæller dem at de er gode nok. Jeg har altid beundret mennesker, der helt tydeligt er upåvirket af andres meninger om dem og deres præstation – de, der tydeligt tror på sig selv helt indeni. Samtidig bliver jeg usikker når jeg sammen med ”sådanne typer”. Måske fordi jeg bliver opmærksom på, at sådan er jeg ikke - selvom jeg meget gerne vil være det. Denne evne til at hvile i sig selv oplever jeg generelt kun hos ganske få mennesker–…

Kan man tvinge sig selv til at være kreativ - eller skal man bare vente på, at den kommer, den dér inspiration? Faktisk er der forskning, der viser, at man præsterer bedst, når man er under pres - man får flere gode idéer, når man hænger helt ude på kanten. (Den er god nok - men pga. indbygget dovenskab gider jeg ikke lede efter referencen for dette studie). Tanken om, at man skal have et frirum for at få kreativiteten igang (....at ligge på sofaen med afslappende musik) holder bare ikke. Hvis vi for alvor frygter for vores liv, pibler det frem med gode idéer. Meget tankevækkende at vi måske kan komme længst med frygt. Når nu at "forskning viser" at den menneskelige natur lægger op til, at vi skal…