”Husk, at det er vigtigere at være en god karakter end at få en god karakter.”
Det var bare ét af de gode råd, som eleverne på Høng Efterskole fik med sig fra en lærer, da de fredag skulle sige farvel til skolen.
Alle, der selv har prøvet det, kan forestille sig stemningen: Der var så meget kærlighed – og så helt utrolig mange tårer – samlet på få kvadratmeter. Nogle hulkede højlydt under hele den tre timer lange afslutning. Andre lod tårerne løbe stille og havde overskud til at grine og smile lidt indimellem – og enkelte glædede sig vist bare til at komme hjem og få lidt fred!
Der blev givet mange knus. Ikke de høflige, korte knus, hvor kroppene knap rører hinanden og efterfølges af et uengageret ”vi ses”. Men intense, lange kram, hvor man kunne se, at de ikke havde lyst til at give slip og kæmpede for at fastholde øjeblikket. Det var sorgen over et afsluttet kapitel – men også glæden over at have levet det så intenst.
Vi forældre gjorde, hvad vi kunne, for ikke også at bryde ud i hulkegråd, selvom tårerne i den grad pressede på indefra. Men hvad er der dog at græde over? Solen skinnede, og vores unge er på vej ud i verden efter en uforglemmelig oplevelse. Tja… bare det hele. Livet. Erkendelsen af, at alt har en ende. Intet varer evigt – heller ikke de gode stunder.
I de tre timer blev vi ramt af den slags klarhed, der minder os om, at livet er stort og skrøbeligt og fuldt af betydning. Ja, det lyder næsten religiøst, men det var en af den slags oplevelser, hvor ord ikke rækker.
Vi blev alle hevet ud af vores hverdagsliv, hvad end det måtte indebære. Væk fra advokatkontoret, operationsstuen – for ja, det er ofte forbeholdt den øvre middelklasses børn at gå på efterskole. Det, der få timer forinden virkede så vigtigt – møder, deadlines – blev sekundært, mens vi sang fællessange i solen og beundrede vores afkom. Hverdagsord rakte ikke, men kom alligevel til udtryk gennem sangen:
”På de veje, du finder, vil du snart plukke minder,” som Sigurd Barrett så smukt har formuleret det.
Det hele var så smukt, da jeg pludselig fik stukket en kuvert i hånden: Det var udtalelsespapirer om min datter. På dette stykke papir stod det sort på hvidt, at ”Tilde er erklæret studieegnet”. Hun har ”lært at indgå i et fællesskab” og har udvist både ”engagement og ihærdighed” – så hun skal nok klare sig her i livet. Og hvorfor føltes det som et stik i hjertet, da jeg læste det hvide papir?
Fordi det mindede mig om, hvor absurd et samfund vi på nogle måder har indrettet. Vi bliver født, skal i folkeskole i ti år for at få ”installeret de rigtige programmer på vores harddisk”, så videre til ungdomsuddannelse – og helst også universitet – så man kan blive en værdifuld samfundsbrik, der kan udfylde en endnu vigtigere samfundsopgave, indtil man som +70-årig kan trække sig tilbage og dø med god samvittighed over at have gjort sit.
Min datters fantastiske år på en efterskole skal da ikke vurderes ud fra, hvor mange af samfundets krav hun nu er i stand til at opfylde. Som om livets rigdom skal kondenseres ned til stikord og standardfraser. I det hele taget synes jeg ikke, at hun skal vurderes. Eller … gerne – som det sker i ”mindebogen”, hvor alle de nye venner har skrevet om hende. Og her kan jeg love for, at det ikke handler om at ”indgå konstruktivt i samarbejde”, men blandt andet om, at hun kan slå nogle monsterbøvser og er pissesjov at være sammen med.
Udtalelsen er med til at devaluere hele året. Min datter er IKKE på efterskole for at leve op til et undervisningsmål defineret i et ministerium. Hun er ikke på efterskole for at blive målt – men for at leve. Fuldstændigt. Ufiltreret. Hvad man tager med sig fra året, er individuelt, men ingen kommer hjem uden at være blevet beriget – med alt muligt, der ligger uden for en faglig beskrivelse af formål. Det er jo netop det, vi glemmer i vores Excel-ark og karaktergennemsnit: At det, der virkelig former os, ofte ikke kan måles.
For vigtigst af alt kommer min datter hjem med minder, som hun måske en dag vil fortælle sine børnebørn om. Hun vil fortælle om natterend, kærestesorger, fodboldaftener, køkkentjanser, turene til pizzamanden efter aftensmaden, venskaber – men hun vil med garanti ikke fortælle om pensum. Og selvfølgelig har hun lært noget – for man kan altså ikke gå gennem livet uden at tage noget med sig. Hun har blandt andet fået rodfæstet, at ”du er del af et os – der skal mere end én til at elske og slås”, og at livet bringer både medgang og modgang.
Og hvad har jeg så lært? At det er utrolig svært at sætte ord på de største oplevelser i livet. Så tak for, at der findes sangskrivere og digtere, der mestrer den disciplin. Jeg er blevet mindet om, at vi ikke er møtrikker og skruer i det store samfundsmaskineri – og at der er mere i livet end at opfylde sine arbejdspligter.
Måtte jeg komme med et beskedent ønske, skulle det være, at alle – unge som voksne – fik muligheden for at trække samfundsstikket et par gange i livet. Og at vi alle fik indprentet, at ”hvad du gi’r på din færden, mangedobles af verden, og la’r tro, håb og kærlighed vokse og nå – fra din top til din tå.”
Jeg er mest tilbøjelig til at smide udtalelsen om min søde datter i skraldespanden – men hvem ved, om der er en emsig uddannelsesinstitution, der vil kræve bevis for, at hun er duelig. Nu starter det virkelige liv efter sommerferien på Frederiksberg Gymnasium. Jeg håber, at min datter tager med sig, at det vigtigste ikke står i en karakterbog, men i det uudslettelige, man mærker i hjertet. Hvis hun kan bevare sin nysgerrighed, sin livsglæde – og sine monsterbøvser – så skal det nok gå.
For livet er faktisk ikke en test, der skal bestås.
