MĂĄske trænger jeg bare til juleferie – men ind i mellem bliver jeg bare sĂĄ inderligt træt. Af politik. Meget af det vi laver, er nemlig oprydning – og netop sĂĄdan en sag, skal vi behandle i dag. “Nogen” har nemlig lavet et ganske forfærdeligt beskæftigelsessystem, og nu skal “nogen” udbedre skaderne. Her kommer min sure tale over L108, som jeg kommer til at fremføre kl 13 i salen.
Vi er samlet her i dag for at klappe os selv på skuldrene. For vi fortjener ros, gør vi ikke? Vi er nemlig ved at rydde op.
Jeg ser os som et samlet rengøringshold, der prøver at gøre det pænt efter fortidens fadæser. Vi er nemlig i gang med at reparere et umenneskeligt system – et system, vi politikere selv har skabt. Et system, der i ĂĄrtier har behandlet mennesker, som om deres største problem var, at de “ikke gad” arbejde.
Tag nu Allan. 42 år – med langvarig depression, massivt hashmisbrug, nul uddannelse og en fuldstændig mangel på selvtillid. Han klarede sig virkelig dårligt i skolen, og lever nu isoleret uden nogle tætte venner og uden kontakt til familien.
Har tanken mon været, at hvis bare han blev straffet lidt hårdere, ja så ville han nok en dag pludselig vågne op en morgen og tænke: “Ved du hvad? Jeg får lige en idé: Jeg tager mig da lige et fuldtidsjob!”
Som reglerne har været indtil i dag, har personer som Allan været i stor risiko for at få frataget sin ydelse i tre måneder. For nej, han har måske ikke lige været den bedste til at tjekke sin kalender, og selvom du måske tænker, at det da er for dårligt, skal vi gøre os klart, at det faktisk ikke er alle, der er født med samme forudsætninger .
Vi har stadig til gode at se, at denne slags straf virker: Tre mĂĄneder uden penge, uden hĂĄb, uden en chance. Faktisk ved vi allerede med sikkerhed, at det IKKE virker.
I mellemtiden har vi spildt uendeligt store summer på nytteløse forløb og på at skabe grå hår hos sagsbehandlerne.
Så selvom jeg burde være glad, står jeg her og er vred. Jeg er vred over, at vi nogensinde fik lavet et system, der forvekslede afmagt med dovenskab. Jeg er vred over, at vi har efterladt mennesker som Allan i et mørke, vi selv har været med til at skabe. Det er bare svært at være rigtig glad, når oprydningen handler om at rette en fejl, der aldrig burde være begået?
Jeg er dog, trods alt, glad for at jeg er medlem af en regering, der ikke er bange for bruge moppen og kluden. For der skal ryddes op. Den skærpede rådighedssanktion for aktivitetsparate borgere ryger nu – og meget mere kommer i den beskæftigelsesreform, vi alle glæder os til
Så lad os ikke tage imod ros. Politikere skabte et system, der knækkede de svageste. Nu er det vores pligt at skabe et system, der løfter dem op. Et system, der ser bag problemerne og forstår menneskerne. Et system, der ved, at ingen bliver raske af at blive straffet, og ingen finder håb i håbløshed.