Kender I det … når det sådan for alvor slår jer, hvor ALDELES ABSURD vi har fået indrettet vores samfund? 
Når det HELE forekommer så himmelråbende dumt, at I næsten ikke kan være i jeres egen krop og har lyst til at gå skrigende ud på gaden, som en anden dommedagsprædikant, med et banner hvorpå der står ”SÅ STOP DOG VANVIDDET”?
Måske lidt ekstremt (?), men sådan har jeg det engang imellem, når jeg står ud af sengen.
Mit seneste anfald kommer af en meget konkret hændelse: Jeg har nemlig læst den fremragende bog ”Vi er alle anderledes” af Christian Groes. Den opsummerer alt for tydeligt det, der er i vejen med det samfund, som vi har travlt med at kalde ”verdens bedste”.
Hvor skal jeg starte med at opsummere de tanker, bogen satte i gang i mig …
Måske med det faktum, at vi har fået skabt en monokultur. Et samfund, der kan sammenlignes med en veltrimmet græsplæne (en golfbane?), hvor vi helst alle sammen skal være et strunkt græsstrå. Og dermed har vi sikret, at enhver valmue, marguerit eller tidsel, der forsøger at gro, bliver betragtet som unormal og derfor skal holdes nede. Vi ved alle forhåbentlig, at monokultur i landbruget er ødelæggende for biodiversiteten, men tænk, at vi har begået samme fejl i resten af samfundet!
Et par eksempler, startende fra barndommen:
Dit barn skal helst starte i institution, når det er helt lille. For at lære at socialisere, forstås. Sammen med en masse andre jævnaldrende og meget få voksne. På den måde sikrer vi, at barnet er korrekt programmeret allerede fra 1-årsalderen.
Så kommer det detailplanlagte pensum i folkeskolen – hvor vi fortsætter med at betragte alle som Microsoft-computere, som bare skal have installeret alle de rigtige programmer. Tænk, hvis vi ikke alle har været igennem akkurat det samme pensum – det er slet ikke til at rumme (?) Enhver diskussion om at frisætte skolerne forstummer derfor hurtigt, for historie/matematik/ kristendom/dansk ER jo alle vigtige discipliner, og hvordan skal man komme godt igennem livet, hvis man ikke har hørt om netop DET emne?
Og sådan fortsætter det med obligatorisk uddannelse i mange år, inden vi når til det egentlige formål med vores liv (?): Lad mig præsentere… ta da daaa…. 37-timers arbejdsugen!
Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved, hvad du egentlig laver, for vi ved, at 37 timer er det magiske tal, der giver overskud på betalingsbalancen. Om du sidder og udfylder (ligegyldige?) dokumenter, passer demente på et plejehjem eller er ved at udvikle den næste generation atomreaktorer, er ikke relevant. Bare du gør det 37 timer (eller mere) om ugen. Så er du en god samfundsborger (et flot græsstrå). Bevares, det er svært at få det hele til at hænge sammen, med de 4 børn derhjemme, den øvrige familie og venner – men du må forstå, at samfundet vil falde fra hinanden, hvis du ikke udfører din pligt.
Du skal helst ikke skifte retning undervejs. Samfundet har jo allerede en gang betalt for din uddannelse, og så kan man ikke bare ville noget nyt. Kryds fingre for, at du har valgt det rigtige, for du skal blive der, indtil du er 70. Og ja, selvom det er træls, må du bide tænderne sammen og håbe på, at du kan se frem til et par gode år efter pensionsalderen, hvor du endelig kan gøre, hvad du har lyst til (forudsat at du er rask, for hvis du er så uheldig at blive syg, er der store begrænsninger).
Det triste ved denne samfundsindretning er, at vi har fået placeret en stor del af befolkningen udenfor. De er nemlig ikke græsstrå. De er valmuer, roser, tidsler, mælkebøtter.
Og det værste er at vide, at vi sagtens kan gøre det anderledes, hvis bare vi tør ryste samfundsbægeret grundigt. Det behøver nemlig slet ikke at være sådan. Vi har nemlig selv skabt de rammer, vi nu har svært ved at nedbryde igen.
Gid vi kunne få den kommende valgkamp til at handle mere om MENINGEN. Meningen med selve det liv, vi lever, og hvordan vi gerne vil være som mennesker.
P.S. Mht. til mit morgenanfald: I løbet af dagen plejer jeg at blive mere konform og ender med at acceptere min skæbne.
