Lige så sikkert som at sommer følger forår, lige så sikkert er det, at en hel del af os (eller: i hvert fald mig) – må igennem en slags sommerdepression. I mild eller svær grad.
”Man” taler så meget mere om vinterdepressioner, men det har jeg aldrig kunnet genkende. Om vinteren er det jo gråt, koldt og trist, og det matcher ofte glimrende ens lettere melankolske indre. Der er en vis lettelse i, at ingen forventer, at man skal være glad. Man kan roligt synke ned i sofaen med en tyk dyne og noget nordic noir, og tænke: “Nej, livet er faktisk ikke ret fedt ” – og det er helt okay, at jeg spilder tiden med en G&T foran fjernsynet.
Men så kommer sommeren. Og med den: Store krav!
Forventningen om, at vi skal nyde det. De lyse nætter. Det gode vejr. Ferierne. Vennerne. Friheden. Og det kan være svært at indrømme, at man meget hellere vil ligge inde og se sæson 4 af en ligegyldig britisk krimi end at tage to uger til Kreta. Jeg ved ikke helt, hvem der har sat disse krav. Universet? Samfundet? Instagram? (Eller måske mig-selv, sagde hunden)
Ferier er i det hele taget et kapitel for sig. De har det for mig med at udløse eksistentielle kriser. For hvis meningen med livet IKKE er at arbejde, arbejde, arbejde – men det heller ikke er at holde ferie – hvad er så meningen? Når man hverken trives i det knirkende hamsterhjul eller i hængekøjen, så er man jo lidt på den!
Personligt bruger jeg ferien på at dagdrømme om helt nye karriereveje. Denne sommer har budt på tanker om alt fra møbelsnedker og fængselsbetjent til beskæftigelsesvejleder og turistguide. Landmand (landkone?) har også lige strejfet mit sind kortvarigt. Eller endnu bedre: kriminalbetjent. Jeg har nemlig opdaget, at jeg er ekstremt god til at finde den skyldige i de serier, jeg ser. Et ægte talent, hvis jeg selv skal sige det, som jeg gerne ser afprøvet i virkeligheden.
Jeg er dog gift med en mand, der har begge ben solidt plantet i virkeligheden, og han hjælper mig nogle gange med det, man kalder ”realitetstjek”.
Selvom han arbejder hårdt på disciplinen “Elsk din kones idéer”, er det er en stejl læringskurve, og han er ikke helt i mål endnu. “Møbelsnedker, siger du? Kan du huske dengang du forsøgte dig med at fabrikere en sovekasse til kaninen?” (Men jo, det husker jeg, og den episode har også lært mig noget om forskellen på skruer og søm, og om at være omhyggelig med opmåling). Og bare fordi jeg aldrig kan finde mine briller/nøgler/taske og ikke lige opdager, at der trænger til at blive støvsuget, betyder det jo ikke, at jeg ikke vil være en eminent efterforsker.
Måske skulle jeg tage et flyvercertifikat? Eller gå Caminoen? Altså hele vejen. For at finde meningen. For alvor. Ingen tvivl: Mit humør rammer bunden hver eneste sommer, selvom jeg ved, at jeg er priviligeret og har alt, man kan ønske sig. Skøn mand, dejlige børn, fin bolig, spændende hverdag, ingen økonomiske bekymringer.
Heldigvis plejer det også at gå sådan, at efter et par dages løb i hamsterhjulet igen synes jeg, at mit liv er… egentlig ret okay.
Måske burde vi bare afskaffe ferier? Den tanke har jeg ikke helt vendt hverken med min familie (eller med mit parti) endnu. Hvad med dig? Er du også sommerferiedepressionstypen (– og har du gode forslag til, hvad mit næste karriereskridt skal være, eller skal jeg bare blive ved min læst, som den gode skomager?)
