Nietzsche udtalte engang, at moral er livsfornægtelse. Moral er, ifølge ham, nogle regler, man pålægger andre, dybest set fordi man ikke selv er i stand til at leve livet. Moral er altså noget, der anvendes til at fortælle andre, at ”det burde de ikke”. Men moral er noget, der hele tiden skal udfordres, så vi ikke pludselig er fanget i et kæmpe net af uskrevne regler, som forhindrer os i at leve det liv, vi vil.
I dag er man umoralsk, hvis man ikke er i stand til at følge de meget snævre livsspecifikationer, som vi selv har opstillet i vores samfund. Vi skal være sunde, slanke, uddannede, velplejede, velovervejede, ikke-rygende, afholdende, veltalende, monogame – ja, bare ”kontrollerede”. Og vi er alle sammen enige om, at vi bare kan følge disse simple anvisninger – eller?
Dette foredrag skal ses som en provokation, der lægger op til diskussion – og er en kamp for retten til ”uhensigtsmæssige drifter” og ”umoralsk opførsel”: Skal vi altid give efter for samfundets moralske anvisninger? Når man har behov for at dømme andre, der vælger at leve ”anderledes”, kan det så skyldes, at man ikke selv tør leve livet? (Eller er det bare et argument, de umoralske bruger som påskud/undskyldning for deres gerninger?)
