En hurtig gennemgang af årets biografier på saxo.com afslører en bred vifte af kendisser: Politikere, sport & reality-stjerner, rockmusikere, journalister, nulevende & døde. Alle disse har en mere eller mindre interessant historie at fortælle – og grundlæggende er ”folk” interesseret i at høre hvad kendte tænker. Det er måske oplagt, at mange synes, at det er spændende at høre nærmere om livet for en journalist, der levet i kampzonerne, og helt reelt har en mere hæsblæsende hverdag end flertallet. Eller en politiker, der har været med til at sætte et direkte aftryk på samfundet. Eller en OL-vinder – for hvad er det lige der gjorde, at han havde, hvad der skulle til, for at nå helt frem? Hvis man er tidligere alkoholiker/narkoman/kriminel eller blev misbrugt som barn er der også en god mulighed for, at folk gider læse ens historie. Nogle gange kunne man dog tænke, at en helt bog måske er lige i overkanten, hvis de centrale og vigtige budskaber (hvis der er sådan nogen) kun fylder ganske få sider af bogen.
Men hvad nu hvis man er et ”ganske almindeligt menneske” – uden udsigt til at blive kendt for noget som helst, og uden chance for at komme til at ændre verden, sådan for alvor. Hvem fortæller så din historie? Eller skal den bare ikke fortælles, fordi den er så uinteressant? Jeg er så privilegeret at have mødt utrolig mange ”almindelige mennesker” som ikke er så almindelige endda– og min erfaring er, at alle mennesker har en historie at fortælle – også en historie, der kan interessere andre, og som fortjener at komme ud.
Målet med denne serie er at samle historierne fra en lang række mennesker, der har det tilfælles, at de åbenhjerteligt har indvilliget i at fortælle om sig selv. De har fortalt om alt det, der er virkelig vigtigt for dem: Hvad har haft stor betydning for deres liv, hvilke værdier sætter de højest, hvordan vil de gerne huskes, og hvad skal der til, for at deres liv bliver en succes. En perlerække af filosofiske betragtninger fra mennesker i alle aldre, der lever et stille og roligt liv et sted i Danmark.
- Havde du nogle store drømme som barn?
- Hvilke store valg har du taget i dit liv?
- Er det tilfældigt at du er havnet hvor du er, eller var det ”forudbestemt”?
- Hvilke begivenheder i dit liv har gjort stort indtryk på dig?
- Kan du beskrive et tidspunkt, hvor du har været modig?
- Hvad vil du gerne huskes for?
- Vil du gerne være kendt – og hvis ja, for hvad?
- Hvad kan gøre dig glad/vred/ked af det
- Har du nogle forbilleder? Hvorfor lige dem?
- Hvis du havde magt til det, er der så noget du gerne vil ændre i verden?
- Er der noget specielt, du gerne vil opnå i dit liv?
- Er der noget du fortryder?
- Hvad skal der stå på din gravsten?
- Er der en sang/et digt/et sted/en ting som betyder noget specielt for dig?