Aristoteles fremførte i de gode gamle dage, at mennesker kan betragtes som rationelle. På trods af hans store vid, tror jeg godt, at jeg tør modsige den kloge mand lige på det punkt: Historien har gang på gang vist, at det ikke er sandt. Vi mennesker er bare ikke så kloge. Og det værste ved det er, at vi ikke er bevidste om vores mangler. Bevares, der findes eksemplarer af menneskeracen der både kan bygge rumskibe og analysere gener, og det er da en helt del mere, end en gennemsnitlig gorilla kan. Men sandheden er, at vi bare er dyr, der primært styres af vores følelser. Vi er ”hypersociale”, og vil derfor gøre alt for at passe ind i flokken (Hør Lone Franks fantastiske ”24 spørgsmål til professoren” fra d. 19. juni hvis du vil have mere baggrund om dette emne).
Hypersocialiteten er skam god nok, for den sørger for, at vi alle opfører os nogenlunde ordentligt. Der er ingen, der ønsker at stå udenfor flokken, og derfor påtager vi os gerne synspunkter, der ikke er vores, bare for at passe ind. Efterfølgende gør vi synspunkterne til vores egne – for vi er supergode til at efterrationalisere.
Efter jeg nu har slynget denne barske sandhed ud, kommer der endnu en lige så væmmelig sandhed: Politikere er mennesker. Deraf følger, at politikere også er dumme. Ikke mere end resten af befolkningen, men ca. lige så meget. Derfor skal vi bruge magten med stor varsomhed, netop fordi vi skal være opmærksomme på, at vi sjældent kan vurdere alle konsekvenser. Dette behøver jeg nok ikke at dokumentere, da de fleste sikkert selv har eksempler på, at det ikke er gået efter hensigten.
Nå men Karin, hvor vil du så hen med dette indlæg: Jeg vil bare sørge for, at vi hele tiden har det i baghovedet. At vi ikke skal være så skråsikre på os selv, og at vi i størstedelen af tilfældene tager beslutning ud fra, hvad flokken synes. Og derfor skal vi ikke bilde os ind, at alle vores beslutninger er rationelle.
Heldigvis er jeg klog nok (!) til altid at føre diskussionen hen på min egne politiske mærkedag: Vi skal have mange flere danskere ind i fællesskaber! Vores samfundsindretning har efterladt mange på perronen.
Her forstyrres de gode politiske beslutninger af ”den tilsyneladende rationalitet”. For min kamp for at satse meget mere på frivillige fællesskaber i kampen mod mistrivsel, bliver ofte mødt med spørgsmål om evidens. Er der f.eks. evidens for, at det gør folk godt at komme i en samtalecafé med ligesindede, i stedet for at være overladt til sig selv? Og nej, der er ikke lavet lange kliniske studier med standardafvigelser og p-værdier.
Men jeg tør alligevel godt æde min gamle hat på, at det virker, ud fra den helt rationelle betragtning, at vi er hypersociale, og derfor bare fungerer meget bedre sammen end alene. Derfor burde vi som samfund gøre meget mere for at få folk ind i meningsfulde fællesskaber. Det er nemlig sund fornuft.
