Generelt har vi nok alle brug for anerkendelse i et eller andet omfang – det er rart at vide, at man gør det godt! For nogle mennesker er behovet for ydre anerkendelse ekstra stort, mens andre hviler meget mere i sig selv: De har ikke har brug for, at nogen fortæller dem at de er gode nok. Jeg har altid beundret mennesker, der helt tydeligt er upåvirket af andres meninger om dem og deres præstation – de, der tydeligt tror på sig selv helt indeni.

Samtidig bliver jeg usikker når jeg sammen med ”sådanne typer”. Måske fordi jeg bliver opmærksom på, at sådan er jeg ikke – selvom jeg meget gerne vil være det. Denne evne til at hvile i sig selv oplever jeg generelt kun hos ganske få mennesker– i min egen omgangskreds kan jeg nok indsnævre det til et par stykker. Jeg, derimod, har et stort behov for anerkendelse. Ikke for ting, jeg selv synes er ligegyldige (f.eks. at mit hår sidder godt, eller at maden smager dejligt) – men for de ting, jeg selv har lagt hjertet i. Hvis jeg virkelig har gjort mig umage med noget, og synes at jeg har lagt en stor del af mig-selv i opgaven, vil jeg rigtig gerne bekræftes i, ”at det var sørme flot, lille Karin”.

Umiddelbart kan man opfatte det som et tegn på svaghed og sårbarhed: Jeg har det bedst med at få skulderklap fra de mennesker, der omgiver mig. Som et reflekteret og nogenlunde intelligent menneske har jeg dog haft svært ved at acceptere, at jeg har dette behov: Jeg burde vide med mig selv, at jeg er god nok!

Efterhånden er jeg dog holdt op med at betragte min sårbarhed som en svaghed. Erkendelsen af, at sådan HAR jeg det, har gjort det meget lettere for mig at formulere behovet over for andre – så de ved, at jeg har en forventning om tilbagemeldinger og konstruktiv kritik. Så i stedet for at se det som en svaghed er det i højere grad blevet en styrke.  At være bevidst om sine sårbare sider gør dem lettere at håndtere. I stedet for at blive sur/ked af det/bebrejde de andre at tingene ikke lige går som forventet, fører det ofte til, at jeg kan vende det til ”at jeg åbenbart ikke lige fik opfyldt mit behov” – og så går det hurtigt over igen.

Hviler I i jer selv?