En uheldig kombination af spontanitet og utålmodighed har endnu engang medført, at jeg har gjort noget dumt på arbejdet.( I virkeligheden var jeg naturligvis bare proaktiv, havde overblik og kunne derfor se vejen frem (min egen version) – men proaktivitet og spontanitet bliver desværre ikke altid påskønnet.) Derfor har jeg nu modtaget en påtale fra chefen.

Dette kan sikkert udbedres med en undskyldning – men da jeg er den fødte sortseer, har jeg allerede planlagt min fyring. Sortseer – det lyder ikke godt, vel? Men jeg er faktisk en meget positiv sortseer. Sådan a la ”nå, men hvis jeg bliver fyret, har jeg jo chancen for at prøve noget helt andet – og det er måske heller ikke helt skidt at finde sig en lille lejlighed i stedet for sådan et besværligt hus”.  Hvor optimisten ville have sagt: ”Skidt pyt, det bliver godt igen på mandag”, siger den optimistiske sortseer: ”Nå, det var så det job – men det går jo nok alligevel, og solen skinner heldigvis alligevel”

Jeg har faktisk lært, at det aldrig nytter at bekymre sig. Udfaldet bliver jo som regel, som det bliver – uanset om man bekymrer sig om det eller ej. Og det lyder jo meget klogt. Men for sådan nogle som mig, giver det en fred at tænke bekymringerne igennem. Pointen er, at man jo sagtens kan have et meget positivt livssyn, selvom man i virkeligheden altid er forberedt på et negativt udfald. En fatalistisk, rationel tilgang, der prøver at forlige sig med et mindre heldigt udfald af situationerne. Mht. store livskriser tror jeg ikke at denne tilgang nytter, men trods alt er meget af den modstand, man møder gennem livet jo ikke katastrofer, men kun mindre bump på vejen. Og så er det jo godt, at man allerede inden bekymringen bliver til virkelighed er begyndt at glæde sig til de alternative muligheder.