Jeg faldt lige over en sjov artikelserie på LinkedIn, hvor en række topchefer fortæller om de bedste råd de har fået gennem livet (best advise). Underholdende læsning. De fleste råd var i virkeligheden meget simple: ”Shut up and listen” (du lærer mere ved at lytte til andre end til dig selv, for dét, du selv siger, ved du jo i forvejen!)). ”Enjoy the journey” (husk at være nærværende undervejs, og ikke fokusere for meget på slutmålet, for selve rejsen kan jo tit være mere spændende end destinationen). Én havde fået det råd, at hun skulle ”do something ridiculous out there”. Moralen her er, at sindsyge indslag kan give store positive overraskelser (dét råd kunne jeg godt lide).

Den artikel jeg umiddelbart studsede mest over var ”Life is not fair”. Den emmer af ”hvor er det bare synd for mig, at de alle sammen er imod mig.” Faktisk var indlægget ikke negativt, men bare en nøgtern konstatering af, at livet ikke er fair. Og det er jo så sandt, som det er sagt. Det er da ikke specielt fair, at nogle børn bliver født i Congo med udsigt til at blive forældreløse som 4 årige (hvis de lever så længe) og med en stærkt forhøjet risiko for sult, voldtægt, sygdom og al anden dårligdom – men lille fede forkælede Otto vokser op hos en lykkelig familie i Danmark. Hvis folk i Congo bruger for meget tid på overvejelser om, hvorvidt det er fair, tror jeg godt de kunne gå hen og blive lidt bitre.

Livet er bare ikke fair. Man bliver ramt af lungebetændelse, selv om man altid husker at gå i fornuftigt tøj, ens kollega får den forfremmelse man selv burde have haft, og buschaufførerne strejker den dag, det regner allermest (og dét, der er meget værre).

Sjovt nok har man generelt mest fokus på retfærdigheden når det går imod én. Når man er på den rigtige side af heldet, er fokus generelt lidt mindre på, om det er fair eller ej, Så er det jo fordi man fortjener heldet. ”Because I’m worth it”. Eller hva?