Digtet skulle skrives med flotte, poetiske sætninger. Lidt svære at tolke. Med en masse usagte ting mellem sætningerne. Metaforer og symboler, som jeg heller ikke selv helt ville forstå.
Det skulle handle om tid. Angsten for ikke at få det hele med, for ikke at huske at nyde det, for ikke at være nærværende. Om at ligge i sofaen og bare spilde tiden -og være for træt. For træt til at nyde kærligheden. For træt til at nyde musikken og alt det smukke og gode. Og for træt og ugidelig til selv at være god.
Det skulle handle om dårlig samvittighed. Over at spilde tiden og ikke gide. Over ikke at gøre det godt nok. Over ikke at følge reglerne.
Det skulle handle om ensomhed helt indeni. Om at vide, at man aldrig kender andre, sådan rigtigt. Og om, at det er underligt men OK. Og lidt skræmmende. Om angsten for at være udenfor. For ikke at være elsket. For at være uinteressant. For at være ligegyldig.
Det skulle handle om, hvor svært det er at forstå, livet. Meningen. Uendeligheden. Kærligheden. Reglerne. Livets gang.
Det skulle handle om mod. Mod til at acceptere ensomheden. Mod til at acceptere meningsløsheden. Mod til at ændre – eller at lade stå til. Mod til at være ligeglad.
Det skulle også handle om det fantastiske liv. Glæden på trods af meningsløsheden. Kærligheden og blomsterne og bierne og musikken.