Da jeg var barn, var jeg en rigtig hestepige. Jeg elskede alt, der havde med heste at gøre. At ride på dem, at skrive historier om dem, at tegne dem, at snakke med dem, at snakke om dem. For et par år siden sad jeg igen på en hest, og den dominerende tanke var, at det var lidt fjollet at sidde på sådan et dyr, og endda ikke særlig behageligt. Det store spørgsmål er: Hvor blev den af, begejstringen? Hvordan kan det være, at noget man på et tidspunkt i livet har syntes var så fantastisk lige pludseligt bare er kedeligt? Jo, jo, jeg ved, at sådan er det at blive voksen – lige pludselig er legen ikke sjov længere, men hvad er det lige nøjagtig der sker? Er det en naturlig følge af hjernens ældning, er det dopaminniveauet der ændres, er det pligterne og ansvaret der fylder for meget, er det prioriteterne der har ændret sig? Eller skal der bare mere og mere til, før man oplever det samme sus? I hvert fald er det meget skuffende at erfare, at noget der engang fyldte én med så meget glæde, lige pludselig bare er ligegyldigt.

Hvis der så var noget nyt, der gav én samme glæde, var alt sammen jo godt nok. Men hvor mange voksne har bevaret deres barnlige begejstring, sådan helt inde i maven? Selvom jeg godt kan nævne et par stykker, der ikke helt har lagt deres indre barn på hylden, er det ikke flertallet – og desværre er jeg heller ikke selv en af dem. Langt størstedelen af tiden er jeg en gennemsnitskedelig-leverpostejagtig-pligt-og-ansvars mor. Bevares, jeg kan da godt fnise med/af børnene og lokkes til en udklædningsdiskofest. Men det er sjældent ”sindsygt sjovt” men mere på niveauet ”sjovere end at se Barnaby”. Efter en weekend i Lalandia har jeg dog også fundet ud af, at det lille legebarn sagtens kan lokkes frem. Det gælder bare om IKKE at give efter for trangen til at sætte sig med en dejlig varm kop kaffe og nyde at se børnene lege. Det ER faktisk stadig sjovt at lege– bare rutchebanerne er store nok til, at man får fornemmelse af momentalt at miste kontrollen.

Nu er jeg jo stadig forholdsvis ung (41 11/12 år), så jeg vil gerne have input fra nogen der er endnu ældre (altså rigtig voksne). Kan man forvente at opleve det store sus i livets sidste halvdel, eller skal man forvente, at ”begejstring og spænding” bliver afløst af ”tilfredshed og hygge” ?

fisk.jpg