Jeg er blevet selvudviklet – igen. Påsken bød nemlig på masser af tid til at læse – og det lykkedes mig at læse andet end krimier, hvilket i sig selv var stort. Bl.a. fik jeg læst en halvgammel Sofia Manning-bog med titlen ”Hvad venter du egentlig på?” Det grundlæggende budskab var, at man skal gøre sig klart, hvad det egentlig er, der fraholder en fra at leve det liv man egentlig ønsker. Vi går alle sammen rundt med en ubevidst frygt, der gør, at vi ikke altid handler ud fra, hvad vi faktisk ønsker. Vi kan være bange for hvad andre vil synes, for at vi ikke er gode nok, for at ikke leve op til vores egen forventninger, for decideret at fejle. Alt i alt en rigtig god bog, som beskriver alt det, vi måske godt ved i forvejen, men har rigtig godt af at få repeteret igen og igen. Vi skal være opmærksomme på, hvad der er værdifuldt i vores liv, og med fokus på dét, bliver livet automatisk lidt bedre.

Men på trods af alt det gode, fik bogen også tilført mig en vis dosis stress: De fleste eksempler i bogen var om succesfulde iværksættere, der har sat alt ind i kampen for at få den virksomhed op at stå, som de altid har drømt om. En masse superglade mennesker, der faktisk kombinerer hobby med arbejdsliv, og på den måde lever fuldt ud! Drømmen kan sagtens blive til virkelighed.

Og her var det, det slog mig: Jeg har ikke nogen større drømme! Jeg vil også gerne være iværksætter…..eller dvs., jeg vil ønske, at jeg havde nogle geniale idéer, verden bare ventede på, og at jeg så efterfølgende gad alt det hårde arbejde, der er, med at få virksomheden op at stå. Jeg vil også gerne samle familien på en sejlbåd og sejle jorden rundt……. eller dvs.  jeg ville ønske, at jeg kunne lide at sejle, og at jeg havde trang til at være sammen med min familie 24 timer i døgnet, på et meget lille areal, igennem meget lang tid. Jeg ville også gerne flytte et par år til Australien….. eller dvs. jeg ville ønske, at jeg havde et behov for at opleve en anden kultur på nært hold, da det helt sikkert vil være meget udviklende.

Der var bestemt ikke noget krav i bogen om, at man skulle have den slags store drømme, for et autentisk og godt liv kan sagtens være baseret på de meget nære ting – så som større ærlighed over for vores omgivelser. Min egen erkendelse er, at det jeg frygter mest er ikke at få nok ud af livet! Jeg forventer af mig selv, at jeg skal være en eventyrer, der hele tiden samler nye erfaringer, og kaster sig ud på dybt vand. Jeg forventer, at jeg får det hele med, så jeg på mit dødsleje kan sige, at jeg levede fuldt ud.  Min egen læring af bogen er, at jeg skal tro på, at jeg faktisk får det hele med – i hvert fald alt det, som jeg har brug for at få med. Også selvom en stor del af livet bliver levet fra hjørnepladsen i sofaen foran fjernsynet, hvor jeg nu engang har det rigtig godt.

IMG_9897.jpg