Jeg har heldigvis en masse dejlige venner. Og endnu heldigere: De er næsten alle sammen akkurat lige som mig! I fyrrene. Børn, der er jævnaldrende med mine. Længere videregående uddannelser. Styr på økonomien. Ikke-rygere. Avislæsere. I nogenlunde god form. Med nogenlunde samme politiske holdninger.

Det er bare så skønt – for når vi er sammen, kan vi sidde og bekræfte hinanden i, at vores tanker om livet og verden bare er så rigtige. Det er dejligt at være sammen med nogen, der tænker som en selv. Sådan 100% rationelt.

Som bekendt findes der også en masse anderledes mennesker derude, som ikke nødvendigvis tænker lige så rationelt. Det er der jo ikke rigtig noget at gøre ved, og de skal jo også være her. Og det er vi også alle sammen enige om (for de fleste venner tilhører venstrefløjen, og har, som bekendt, et stort hjerte.)

Og så kommer vi til denne uges varme emne: Forståelsen for andre. Valgkampen har været totalt deprimerende. Det er åbenbart helt OK at bruge sin primære energi på at nedgøre andre. For når man nu VED, at man har ret, kan de andre jo bare høre efter. Og der er vel ikke rigtig nogen grund til at lytte til, hvordan de andre opfatter det, eftersom de tager fejl. Altså, de må gerne være her (eller måske ikke?), men eftersom de åbenlyst ikke forstår noget-som-helst og for øvrigt har et forvrænget menneske-syn (det MÅ de jo have), skal man helst ikke lytte til dem.

Nu til noget hippiesnak: Kommunikation fungerer nu engang bedst, når man prøver at forstå hvordan modparten ser verden. Man KAN ikke overbevise nogen om, at de har misforstået ALT ved at kalde dem for tumpe. Har selv prøvet det flere gange, i situationer, hvor modparten, rent objektivt set, var en tumpe. Man bliver faktisk nødt til at prøve at sætte sig ind i, hvorfor de mener, at verden ser anderledes ud. Og hvis det så viser sig, gennem aktiv lytning (det er sådan noget fis med, at man ikke bare lader som om man lytter, mens man venter på selv at få taletid, men faktisk prøver at forstå hvad den anden siger), at deres mening skyldes, at de har misforstået noget helt overordnet, sker det faktisk, at man nogle gange kan få dem til at ændre mening. Ikke altid. For det kan selvfølgelig godt være, at de holder på deres ret til at være nogle ufølsomme psykopater, der kun har deres eget velbefindende på dagsordenen. Men sjovt nok, er mange mennesker modtagelige for fornuft når man faktisk prøver at forstå dem.

Så – tilbage til vennekredsen: Jeg er sikker på, at jeg ikke er enestående, når jeg primært har venner, der deler min verdensopfattelse og værdier – og derfor sjældent bliver udfordret for alvor i mit livssyn. Måske skulle den triste valgkamp få os til at kigge på vores omgangskreds og overveje, og man måske ville have godt af at prøve at snakke (sådan RIGTIG snakke) med nogle helt andre typer. Nogen, der ikke er i fyrrene og stemmer socialdemokratisk, men som måske er helt anderledes (f.eks. en flygtning, en HA rocker eller en fra DF). En skræmmende tanke. Og selvfølgelig også tåbeligt naivt. For livet er nu engang nemmere, når man holder fast i sine fordomme, hvad enten det gælder indvandrere eller folk der stemmer DF.