Det er ifølge seneste udgave af Søndagsavisen meget typisk, at kvinder i fyrrene får en eksistentiel krise: Ikke flere børn på vej, uddannelse for længst overstået, mand valgt. Hvad er der egentlig i vente i det resterende liv? Rent fysisk begynder det at gå ned af bakke (eller er det op?): Rynkerne graver sig dybere og dybere ned, og man bliver uundgåeligt lidt mere hærget for hvert år. Når man kigger sig i spejlet, bliver man derfor dagligt mindet om, hvor man er på vej hen: Lukt imod døden (men forhåbentlig ganske langsomt). Meget naturligt at man tager sit liv op til revision: Var det dét, jeg regnede med, jeg ville opnå, eller skal jeg skynde mig at sadle om?
Nu tilhører jeg jo tilfældigvis denne gruppe af 40+ kvinder, og da jeg nødig vil skille mig ud fra mængden, skal jeg igennem det samme. Sådan er reglerne. Kan det virkelig passe, at min rolle i denne verden er at være en ganske almindelig lønarbejder med et ganske almindeligt forstadshus og en ganske almindelig familie? Var meningen fra start ikke lidt større – burde jeg ikke ligge på en hylde lidt højere oppe?
Kvinder i 40’erne er derfor farlige. Man ved aldrig, hvornår de får en altoverskyggende, selvretfærdig selvrealiseringstrang og pludselig beslutter sig for at starte på en frisk, for nu er chancen der for at sætte sig selv i centrum (”Hun mente, at nu sku’ det dreje sig om hende – det har aldrig nogensinde drejet sig om andet” – et af mange kloge citater fra Steffen Brandt, som muligvis handler om os 40+ kvinder)
Min egen 40-års selverkendelsesoplevelse er, at jeg egentlig hellere vil være præst: Tænk at skulle stå og formidle smukke budskaber om livet, og samtidig være med til at dele alle de store livsbegivenheder med folk. Det må da være helt fantastisk -og meeeeget langt fra mit nuværende job, hvor fokus er på, hvor mange timer, jeg kan fakturere.
Springer jeg så ud? Sandsynligvis ikke. Både fordi at jeg ved, at det bare er en forbigående krise – og fordi at præst måske ikke er det helt oplagte valg, når man er blottet for religiøsitet. Er det trist? Ikke rigtig, for det handler måske også om at erkende, at selvom jeg ikke ligger på den øverste hylde, ligger jeg ganske godt. Og så må jeg forøvrigt forsøge at blogge mig gennem krisen og formidle smukke budskaber om livet her :)
Har du valgt rigtigt?