En af nyhederne i denne uge var et-eller-andet revolutionerede om de kosmiske sekunder umiddelbart efter the Big Bang. Journalisten i Radioavisen stillede en meget klog fysiker spørgsmål om, hvilken indflydelse, det ville have – og det viser sig, at det har ENORM betydning for vores forståelse af livet! Som andre lyttere af samme udsendelse, sad jeg selvfølgelig og nikkede indforstået, og kunne godt mærke, at dette var stort.
Sandheden er, at jeg ikke fatter en lyd. Ikke bare af hvad fysikeren udtalte sig om mht. de kosmiske sekunder, men af alt der har med universet og Big Bang at gøre. Og yderligere kan jeg faktisk ikke forstå, at nogen forstår det. Altså virkelig forstår det! Først var der ingenting (eller noget?), som så eksploderede, og så var der lige pludselig noget stort (universet) – som ikke bare er stort, men uendeligt. Og i dette uendelige (det MÅ da have en ende?) er der sorte huller hvor man vistnok kan rejse i tiden (eller noget?)
Jeg forstår ikke, at nogle hjerner er så anderledes indrettet end min, at de faktisk kan begribe, hvad det drejer sig om – og kan ikke undgå at være meget benovet disse mennesker. Når jeg er i lidt mere konspiratorisk humør, mistænker jeg dog hele denne flok af astrofysikere for at være en slags hemmelige agenter , der har svoret aldrig at afsløre hemmeligheden: At der naturligvis ikke var noget Big Bang, og at jorden og universet naturligvis altid har set ud som i dag – og for at vi andre mindre begavede mennesker ikke skal finde ud af det, sørger de for at forklare det på et abstraktionsniveau, der diskvalificerer alle med en IQ på under 180.
I dette lys forstår jeg bedre religiøse mennesker. Jeg kan nemlig også være fristet til at tænke, at dét der, er da helt absurd. Så nupper jeg hellere Adam&Eva-forklaringen. Den er da til at forstå.
Og i næste blog kommer vi ned på jorden igen…glæd jer til det spændende indlæg om…dadada……skolelærere