Ved min læsning af Preben Bang Henriksens bog “Ærlig talt”, blev jeg konfronteret med udtrykket ”Politik er som narko”: Når man først er kommet ind på Borgen, vil man for alt i verden blive. Lige nu spørger jeg mig selv, om jeg også er blevet afhængig af stoffet, eller om jeg skal bevise det modsatte, og sige nej tak til den næste sprøjte når valget kommer.
Jeg trådte ind i Folketinget med et brændende ønske om at gøre en forskel for de 20 procent af danskerne, der står udenfor fællesskabet. De psykisk syge, de ensomme, de hjemløse, dem på overførselsindkomst – alle dem, der ikke passer ind i velfærdsstats definition af en ”funktionel og overskudsindbringende borger”.
Politik, og alle os politikere, er fyldt med gode intentioner, men når det kommer til de store forandringer, bliver det svært. Og hvorfor dog også forandre? Vi har det jo så godt, her i vores lille land, tænker de fleste. Her er jeg så hende den sure, der siger ”Nej, vi har det ikke godt”, for hvordan kan vi påstå det, når tyve procent, står uden for fællesskaberne?
De små reformer, de halve løsninger og det evige behov for kompromiser er svære at forene med min grundlæggende tro på, at der er brug for reelle og kæmpestore forandringer. Når man har en ilter revolutionær indeni, er et trægt folkestyre barske vilkår at arbejde under!
Om lidt kommer en beskæftigelsesreform, som er et skridt i den helt rigtige retning: Vi får skruet gevaldigt ned på de latterlige og uværdige proceskrav, der gennem de seneste mange år har drevet tusindvis af danskere ud i desperation, og fået dem til at føle sig uduelige. Man kunne dog have brugt anledningen til at tænke helt nyt, og erkende, at de sidste 40 års forsøg på at få denne gruppe formet, så de passer ind i samfundets kasser, ikke kan lade sig gøre. Selvom jeg hylder genbrugstanken, er der altså steder, hvor man skal turde smide ud.
Det har fået mig til at spørge mig selv: Hører jeg overhovedet til her? Vil jeg blive ved med at være hende den sure og frustrerede, der synes, at det slet ikke er godt nok – selvom det lige nu trods alt går i den rigtige retning? Og burde jeg overlade pladsen til en anden, udstyret med en større tålmodighed, og krydse fingre for, at udviklingen går den rette vej?
POLITISK NARKOMAN?
