Skolelærernes status faldt i min bevidsthed efter sidste års postyr.  (Til referat: De rangerer dog stadig meget højt.) Men måske skulle de lige have taget fat i en spin-doktor, så deres modstand ikke kom til at fremstå som ”vi-vil-ikke-have-en-lige-så-lang-arbejdsdag-som- andre-mennesker- og-hader-for-øvrigt- forandringer”.  Udfaldet blev som bekendt at de tabte (eller hvad?), hvilket ganske givet har givet mange skår i en engageret lærersjæl: Så skuffede over at være oppe mod hele samfundet. Og samtidig var de vidner til at alle – uden den fjerneste indsigt i lærergerningen – påtog sig at udtale sig om området.

Jeg ville også være rigtig sur og skuffet.  De havde såmænd mange gode pointer som druknede i en uhensigtsmæssig debat.

Hvis de havde ansat mig som spin-doktor ville jeg i stedet have fokuseret på, at lærerjobbet ER rigtig hårdt, og derfor er det decideret småligt at fokusere på antallet af timer de arbejder. Alle der har været oppe mod en 7.klasse ved, at man skal være SÅ meget på.  Og det er med garanti mere krævende end at være almindelig lønarbejder med mulighed for at sidde og hænge med en kop kaffe på kontoret, når man er småtræt og sur. Lærerne kunne have benyttet muligheden for at få arbejdstiden sat ned med henvisning til ansvaret og presset – og derfor have taget imod (aflastnings)pædagoger på skolen med kyshånd.

Nu er skolereformen (vistnok) en realitet. Personligt håber jeg, at det betyder en mere aktiv og kreativ skoledag, hvor man kan lade ikke-lærere (= andre fagpersoner med en vis pædagogisk forståelse) stå for dele af vores børns uddannelse. Forhåbentlig ender det med, at lærerne også bliver glade for reformen – og genvinder troen på, at vi andre faktisk stadig er fulde af beundring over det arbejde de udfører.