Sommerferieblues og ferieminder

Jeg bliver altid lidt depressiv, når jeg holder ferie. Når hjernen ikke skal være på arbejde hele tiden, indfinder der sig en mærkelig tomhedsfølelse – som går over i selvbebrejdelse, fordi jeg ikke formår at være lykkelig, når nu jeg, i det store hele, er så privilegeret. At begynde at analysere på det triste indre er absolut ikke vejen frem. For jeg kan altid finde grunde til, at jeg ikke er så lykkelig, som jeg ”burde” være. Der MÅ jo være en grund. Kan det være bekymringerne over børnene, eller er det de gamle forældre, der tynger? Er det politiske arbejde, der alligevel ikke er det rigtige? Var det mon en dum idé at købe en lejlighed i stueetagen i stedet for en lys lejlighed på tredje? Er det mere eksistentielt, fordi jeg er bange for at blive gammel, og ved, at tiden er ved at rinde ud? Eller er det empty-nest syndromet, der har fat i mig? (for lige om lidt har vi ikke flere børn hjemme!)

På en god dag kan jeg få mange timer til at gå med analyserne… men jeg kan jo også lade være! Og heldigvis er ferien også tid til læsning, så jeg lyttede meget passende til bogen ”Det selvhelbredende sind” af Mette Louise Holland.

Det simple budskab i bogen er, at det er tankerne, der skaber følelserne – og tankerne er altså ikke ”sandheden”. Hvis man generelt bare slipper tankerne, er det faktisk rigtig svært at være bekymret. Og alle tanker, der ikke er positive dagdrømmerier, er ofte bare forstyrrende, og med til at ødelægge nærværet i det, man laver. Tanker kan betragtes som skyer, der hele tiden forandrer sig, og pludselig er væk igen, så det er dumt at tage dem for alvorligt.

Meget banalt – og dog så sandt. Den bog kom på et godt tidspunkt, så jeg har i den forløbne måned øvet mig i at støvsuge min hjerne: Når negative tanker har taget plads i min hjerne, prøver jeg at se en støvsuger for mig, der lige renser dem væk, som støv under sofaen. Og bare dét at koncentrere mig om at tænde hjernestøvsugeren, får mit fokus væk fra tankerne. Denne viden er ikke ny – heller ikke for mig – men den er god at få repeteret med jævne mellemrum. Også fordi den giver lidt nyt perspektiv: Tankerne kan være med til at fastholde os i uhensigtsmæssige vaner/mønstre. Hvis vi i tankerne bilder os selv ind, at ”sådan er jeg”, forhindrer det, at vi udvikler os. For selvom jeg normalt er sådan en, der helst ligger på sofaen og ser krimier, kan jeg jo – på et splitsekund – ændre mig til én, der tager stiletter på, og går i byen og hører jazz på en tirsdag aften.

Jo, jo – sådan kan man blive ramt af filosofiske tanker, når sommersolen brænder. Og det har den gjort, dér hvor jeg har opholdt mig.

Først Ghana med min skønne søn. Bare os to sammen. Vi vidste absolut intet om destinationen, men vi havde et fælles ønske om at opleve et ”rigtigt” afrikansk land. Det var bestemt en oplevelse, på godt og ondt. Det var den sødeste og mest imødekommende befolkning jeg endnu har mødt – men det var bestemt også et meget mindre udviklet land, end jeg havde forestillet mig.

Vores idéer om udflugter gik alle i vasken, af den simple grund, at der ikke eksisterer nogen reel infrastruktur: Selv mellem de store byer mangler der asfaltveje, og derfor tog en tur på 30 km op til 2 timer. Der er desuden ingen tog, så man er henvist til Uber-biler – alle i en tilstand, der er langt, langt forbi den gennemsnitlige skrottilstand i Danmark. Derfor måtte vi opgive både Cape Coast og nationalparker, da det ville tage aaaaaalt for lang tid. Faktisk er det overraskende, at et land, der har så mange ressourcer (både rig natur og masser af råstoffer), er så fattigt. Dem jeg snakkede med, mente alle, at det største problem er korruption, og deres tiltro til regeringen var meget lav. (Rygterne vil vide, at de unge i lande pønser på et oprør mod grådige magthavere, så måske lysner det?) Overalt på vejene stod der både mænd, kvinder og børn (!) og tilbød sig som daglejere og ”standardboligen” er et lille skur. Fattigdommen, der er meget tydelig, er medvirkende til en del kriminalitet, og derfor advarer de officielt mod, at turister går ud om aftenen, så det satte også lidt en begrænsning på udfoldelserne. På vores første hotel, der lå ca. 2 timer ud af grusveje i et meget landligt område, var der dog heller ikke så meget natteliv, der kunne friste…

(Og ja, jeg ved det: Min CO2 kvote er så rigeligt opbrugt!)

Bagefter stod den på to ugers bilferie i Frankrig med mand, datter og niece. På vejen der ned havde jeg en helt ny fascination af de flotte veje, efter min uge i Ghana. Tænk, at man bare kan give den gas – asfalt hele vejen, og slet ingen huller! Dét der med en velfungerende infrastruktur, er slet ikke så dårligt. Nå, men… denne ferie var mere en klassisk turistferie: Smukke franske byer, bjerge, grotter, og masser af vandreture. Vi sluttede af i Paris: Da jeg i en periode boede i Paris for en lille menneskealder siden, var byen indbegrebet af hektisk. En voldsom trængsel og alarm. Forurening og dyttende biler overalt. Byen har VIRKELIG forandret sig: Nu er der utallige områder med gågader, ingen trafik omkring Seinen, og man kan faktisk helt glemme, at man er i en storby. En virkelig dejlig forandring, hvis du spørger mig. På trods af undertegnedes melankoli, hyggede vi os.

Nu er vi så hjemme igen, og hverdagen er på vej tilbage. Jeg har genoptaget arbejdet, om end på et lavt blus: Svarer på mails og skriver en hulens masse indlæg til diverse aviser. Skriveriet er desuden noget af det, der er mest effektivt til at få mig ud af min melankoli, så der er risiko for, at der kommer en hulens masse ord ned på papir i det næste stykke tid. God sommer, til alle jer derude :)