Velfærdsstaten har på nogle punkter totalt fejlet: Den har nemlig efterladt alt for mange udenfor, som tilskuere til det gode liv. Henvist til overførselsindkomster, da de ikke lever op til samfundets snævre normalitetskrav. Det er på tide at vi sadler om, og erkender, at vi skal gøre noget helt anderledes: Der skal satses stort på meningsfulde fællesskaber – også fra statens side, så vi kan få mange flere med.
Jeg har selv været der: Udenfor. Fanget i følelsen af at være fuldstændig alene, fanget i ensomhed. Jeg havde både venner og familie, men de kunne ikke nå derind, hvor jeg havde brug for lindring. Mit indre liv var gentagelser af negative tanker, som ingen andre kunne høre eller forstå. Ingen kunne berolige oprøret i mit indre. I mine 20’ere var jeg nemlig ramt af psykiske problemer og har kæmpet gevaldigt med angst. Angst kan skabe en dyb følelse af ensomhed, da den kan være svær at sætte ord på. Min egen psykiske ensomhed blev til fysisk ensomhed. Jeg isolerede mig fra omverdenen og fandt mig selv i en tilstand af passivitet, hvor dagene blev tilbragt på sofaen, stirrende ud i intetheden, ude af stand til at finde mening eller retning. En dyb ensomhed. En følelse af at være adskilt fra verden, som om der er en usynlig barriere mellem én selv og alt andet. I en overgang måtte jeg sygemelde mig fra studiet, og troede på det tidspunkt aldrig, at jeg ville vende tilbage til et normalt liv, eller være i stand til at tage et arbejde.
Ensomhed og følelsen af at stå udenfor, drejer sig ikke nødvendigvis om at være fysisk alene. Ensomheden kommer, når man oplever, at man ikke er forstået. Vi har nemlig ikke bare brug for at være sammen med ”nogen” – men brug for at være sammen med mennesker, der kan rumme os, som vi er. Vi har brug for meningsfulde fællesskaber, hvor vi føler os inkluderet og forstået.
Dette gjorde sig i høj grad også gældende for mig, i mine angstramte 20’ere. Først, da jeg mødte andre, der havde det ligesom mig, blev det langsomt bedre. Det er en kæmpe hjælp at sidde sammen med nogen, der kan forstå, hvordan det er at være håbløst faret vild i sin egen mørke hjerne, og den forståelse kan man ikke forvente at møde i ”systemet”, hvor psykisk lidelse stadig er noget, man mener, at primært fagfolk skal fikse. Og selvom læger, psykiaterne og psykologer har mulighed for at udskrive medicin og tage terapeutiske samtaler, er det bestemt ikke løsninger, der kan stå alene: Det kan muligvis ”smertelindre”, men risikoen for, at lidelsen stikker sit grimme fjæs frem igen er helt åbenlys, hvis ikke livsfundamentet er på plads.
Mine egne erfaringer førte mig til et frivilligjob i Café Blom, som er et mødested for psykisk sårbare. Fællesskabet, der er er i regi af Depressionsforeningen, kan noget specielt, for her kan man åbent snakke om alt. Ingen andre steder i samfundet har jeg oplevet så stor en grad af refleksion og åbenhed. Føler du dig fuldstændig uduelig og har lyst til at kaste dig ud foran et tog, kan du fortælle om det her, uden at blive dømt. Igennem dette hverv har jeg fået en dyb indsigt i de store mangler i vores samfund – og er blevet opmærksom på, at de frivillige organisationer har noget helt unikt at byde på. Noget, som velfærdsstaten aldrig vil kunne erstatte.
I dag står jeg her, som folketingspolitiker for Moderaterne. Min vision er stadig fuldstændig intakt: Jeg vil medvirke til, at få mange flere ind i fællesskabet. Og den gruppe er kæmpestor, men måske lidt usynlig for de mange, der lever et godt liv? Tolv procent er svært ensomme. Tyve procent i den arbejdsdygtige alder er ikke på arbejdsmarkedet, og dette tal har været stort set uændret siden 1980. 10 procent har en psykisk sygdom. Antallet af diagnoser stiger år for år. Behøver jeg at uddybe yderligere, for at underbygge, at det er alvorligt? For mig er diagnosen klar: Vi mangler meningsfulde fællesskaber.
Jeg kan derfor blive decideret vred, når det fremhæves, at vi danskere er ”den lykkeligste befolkning”. Så længe, der er en stor gruppe efterladt på perronen, synes jeg ikke, at vi kan være bekendt at komme med en påstand om at ”vi” er lykkelige. Vi ville jo aldrig påstå at vores egen lille familie var lykkelig, hvis bare et enkelt af familiemedlemmerne led af selvmordstanker? Vi vil heller ikke påstå, at der ikke er mobbeproblemer på en skole, fordi det ”kun” er 10%, der bliver mobbet?
De fleste af os kan nok godt se, at udviklingen er fuldstændig absurd: Vi er ikke alle sammen pludselig blevet ramt af en virus, der gør vores hjerner syge: Det er samfundet der har ændret sig. Og samfundet SKAL kunne rumme os alle, og ikke kun dem, der opfylder de snævre normalitetskrav. Vi er ikke alle sammen små velfremstillede IKEA-skruer i den store samfundsreol. Desuden er vi heller ikke alle beriget med et positivt sind, der ved, at udfordringer snildt kan overvindes med den rette indstilling. Vi er bare mennesker, og vi har ikke alle været lige heldige i livets store lotteri. Men vi har alle ret til at være her.
For at vi skal opnå det gode samfund for alle, kræver det, at vi tænker anderledes. Vi kan nemlig godt skabe et samfund, hvor alle har mulighed for at trives og bidrage, uanset deres udfordringer. Fleksibilitet er et af nøgleordene. Derudover skal vi erkende, at ”staten” ikke er gearet til at løse de enorme mistrivselsudfordringer. Velfærdsstaten kommer nemlig aldrig til at kunne udbyde hverken kærlighed eller den dybe fornemmelse af fællesskab, som er så grundlæggende for, at vores liv føles værdifuldt.
Gode relationer skal være det centrale. For det er hævet over enhver tvivl, at vi alle har brug for at høre til i et fællesskab. I nogle af landets kommuner har man for længst indset, at den relationelle velfærd er vejen frem. Ringsted er en af de byer, der har taget teten som fællesskabs-by, hvor man har sat seriøse ressourcer ind for at bryde med ensomhedsproblemer. I England har man mange steder gode erfaringer med brobyggere hos alle praktiserende læger: En person, der står klar til at hjælpe dig ind i et fællesskab, hvis mistrivsel er det grundlæggende problem. Og også her spiller de frivillige sociale foreninger en enorm rolle: Samtalecaféer, selvhjælpsgrupper, motionsfællesskaber og meget andet, hvor man får mulighed for at løse sine problemer sammen med nogen, der virkelig ved, hvad det drejer sig om.
Når først troen på, at man har en rolle at spille i fællesskabet, kommer selvtilliden på andre områder, og det vil derfor være det oplagte første skridt til at starte et liv, som andet og mere end ”overførselsindkomstmodtager”. Det kan være, at man har brug for at starte med kun at arbejde 5 timer om ugen, med en opgave, man finder meningsfuld, og de timer kan have uendelig meget værdi for den enkelte.
Også her har de frivillige foreninger vist deres værd med at få udsatte med ind på arbejdsmarkedet: Her er den ligeværdige relation, og forståelsen af den enkeltes situation, uvurderlig. Man er ikke et nummer, der skal kunne passe ind i paragrafferne, men et unikt menneske, der har drømme og håb, som måske skal hjælpes på vej. Desuden står mange private virksomheder klar til at tage mennesker ind på andre betingelser end 37 timer om ugen. Vi mennesker vil nemlig gerne hjælpe hinanden.
Jeg tror på, at tiden er kommet til, at vi også fra lovgivernes side er kommet til en fælles opfattelse af, at der skal tænkes nyt. Velfærdsstaten giver økonomisk tryghed til de fleste, men er bestemt ikke løsningen på alle problemer. Vi bliver nødt til at satse helt anderledes, hvilket bl.a. betyder at sende ”opgaverne” tilbage til dem, der løser dem bedst, velvidende at det ikke altid er det offentlige. En ung i mistrivsel skal ikke, som det første, mødes med lovparagraffer og sendes til læge og psykolog: Der skal kigges på livsfundamentet, for at finde ud af, hvad er ikke fungerer.
Mange frivillige sociale organisationer står helt klar til at tage en meget større del af samfundsansvaret på sig, og har gennem utallige år vist, at de kan løfte opgaven. Men det kræver, at det offentlige tør give mere slip, og skabe de gode rammer, som den frivillige verden så længe har efterspurgt. Det indebærer bl.a. en økonomisk indsprøjtning og forudsigelighed. Rent økonomisk er det også tudetosset ikke at satse mere på de sociale frivillige foreninger, da de har ekspertisen og er i stand til at hjælpe på et ligeværdigt plan. Og mange af disse foreninger har for længst vist, at det både er en stor overskudsforretning i kroner og ører, og på det menneskelige plan, da den økonomiske støtte de efterspørger, er meget begrænset.
Som folketingspolitiker for Moderaterne vil jeg fortsætte kampen for at bringe flere mennesker ind i fællesskabet for den gruppe, som føler sig efterladt. Vi både kan og skal skabe et samfund, hvor mange flere føler sig inkluderet og værdsat. Først når vi formår det, kan vi med rette kalde os et lykkeligt samfund.
