For første gang har jeg deltaget i en Folketingsrejse, og har derfor også fulgt mediernes skriverier om vores udlandsrejser. De bliver beskrevet med en vis mistænksomhed, – og hvis man ikke vidste bedre, kunne man forledes til at tro, at det drejer sig om en ekstra bonus, hvor vi tager til syden og drikker drinks ved poolen.
Nu har jeg kun en enkelt rejseerfaring at trække på, men den forløbne uge har været alt andet end ferie. 10 af os medlemmer i udenrigsudvalget var i Uganda, med det primære formål at se, hvordan de penge, vi – altså alle os danskere – giver i udviklingsbistand, bliver anvendt.
Og det er mange penge. Ca 1 milliard om året. I princippet kunne vi jo have nøjes med at læse nogle rapporter med nogle flotte grafer, der viser, at pengene bliver brugt godt. Men at være på stedet giver noget helt unikt. Ikke bare på den personlige oplevelseskonto, men også på den fælles forståelse af, hvor vigtig, vores hjælp er. ”Fælles forståelse” på tværs af partierne i Folketinget, så vi ikke behøver at have lange diskussioner om, hvorvidt det overhovedet kan ”betale sig” at hjælpe. Vi har nemlig set gevinsterne ved de programmer, Danmark støtter. Og ingen af de medlemmer, der har været afsted, vil betvivle, at vi er med til at gøre en positiv forskel.
Uganda er et af de fattigste lande i verden og alligevel huser de 1.500.000 flygtninge. Primært fra Syd-Sudan og Congo. (Det er rigtig, rigtig mange mennesker!!!) Det kræver nok ikke meget fantasi at forestille sig, at mange af disse flygtninge i stedet ville drage til Europa, hvis ikke Uganda var klar til at modtage dem.
I Uganda modtager de ovenikøbet alle flygtninge med åbne arme. Man skal ikke gennem en lang godkendelsesproces, men har fra dag 1 adgang til samme hjælp som alle de indfødte mht. nødhjælp og sundhedsvæsen (…som dog er på et lidt andet niveau, end vi kender det). De bor ikke i lejre, men i åbne settlements, hvor de får tildelt et stykke land, som de selv får ansvaret for at dyrke. Det er bestemt ikke et liv i sus og dus, men trods alt en stor hjælp på vejen til at blive selvforsørgende. Danmark støtter disse settlements, hvor der også bliver sørget for, at flygtningene får undervisning i, hvordan man driver landbrug på den smarteste måde. Og der er brug for smarte løsninger, da de i høj grad er ramt af klimaforandringer, der gør, at de bl.a. ikke kan forudsige, hvornår regntiden kommer.
Der blev også tid til at besøge nogle af de centre, der er drevet af danske NGO’er. Bl.a. Play Matters (støttet af Plan International og The LEGO Foundation), der sørger for undervisning af flygtningebørn efter skandinaviske principper: Det skal være sjovt at lære. Det var så rørende at se undervisningen af børnene, der primært foregår med sang og dans (de synger og danser meeeget mere, end vi gør – både børn og voksne). Børn ned til 4-års alderen bliver sendt alene i skole om morgenen – på afstande op til 5 km.
Man forsøger at få udbredt disse undervisningsprincipper til andre skoler, hvor formen er noget anderledes end i Danmark: Udenadslære, hvor man repeterer, hvad læreren siger. (Det er næsten også svært at forestille sig andre undervisningsformer, da de er op til 200 elever i en klasse med én enkelt lærer.)
Selvom der var flere solskinshistorier, hørte vi også om de enorme problemer, der er for flygtningene. De fleste har gennemlevet store traumer, og de lever derfor ikke bare i fred og fordragelighed. Især voldtægt af pigerne er et stort problem – selv på skolerne, hvor pigerne ikke tør bruge toiletterne, da det er her, overgrebene sker. Desuden er adgang til noget så simpelt som bind en stor udfordring, da pigerne ikke kan gå i skole, når de har menstruation.
I Kampala besøgte vi slumkvarterer, hvor andre danske NGO’er (PlanBørnefonden) har gang i projekter for at hjælpe udsatte grupper. Bl.a. sexarbejdere med diverse sygdomme, bandemedlemmer og teenagemødre. Sidstnævnte gruppe er stor, så vi mødte en del 13-årige mødre, hvis børn er ”en konsekvens” af voldtægt. Projekterne er medvirkende til at lære dem forskellige fag, så de også på sigt kan blive selvforsørgende.
Vi besøgte også et par lokale dansk-støttede virksomheder: En fabrik, der producerer pasteuriserede æg og en kaffefabrik. Begge steder med fokus på at så mange små aktører i lokalområder bliver en del af virksomheden, så de kan udvikle sig. Vi er altså meget langt fra udvikling af fussions-energi og kvantecomputere, men alligevel nogle projekter, der er med til at sætte gang i udviklingen.
… Og så brugte vi tid på at besøge lokale politikere. De var meget forundrede over, at regering og opposition rejste sammen, og endda som gode venner 😊
Så jo: Det er en kæmpe bonus at være på udvalgsrejse. Jeg er total mættet med indtryk, og har været på en rejse, der er de færreste forundt. Derfor føler jeg mig meget privilegeret. Men det har bestemt ikke været en ferie. Hver dag har der været program fra 8-22, og vi har fået en unik indsigt i forholdene i Uganda. Vi kommer hjem som ambassadører for udviklingsarbejdet, og ved, at pengene vi bruger, er givet godt ud.
Selvom vi kunne have nøjes med at læse en rapport, tør jeg nu påstå, at det bestemt ikke er spild af penge at sende os ud, for at forstå alvoren af udfordringerne i verden.
