Jo, jo – lidt er der da sket i 2023. Noget af det, der har været vildest er, hvor mange mennesker, jeg har mødt det sidste år. Et frisk estimat vil nok ligge på omkring 2000 stykker – og selvom jeg er relativt ekstrovert, synes jeg selv, at det er lige i overkanten. Når man som jeg lider at en vis grad af ansigtsblindhed, er jeg også jævnligt kommet i problemer, fordi jeg ikke kan genkende alle igen – men synes selv, at jeg burde være lidt undskyldt.
Men nøj, hvor er jeg også privilegeret – for det har godt nok været mange spændende mennesker i denne flok, og jeg har haft så mange fantastiske samtaler. Om psykiatri, trivsel, livets mening, uddannelse, dannelse, energi, EU’s udvidelse – og nogle gange mere personligt. Selvom mange af samtalerne har været af professionel karakter, har jeg heldigvis også opbygget nye venskaber på min arbejdsplads, og det har været så dejligt! En gang i mellem har jeg nemlig haft brug for at læsse af, og hvem er bedre til at forstå frustrationerne end ens politikerkolleger?
Mit overvældende sociale engagement gennem arbejdet har dog haft konsekvenser, for jeg har bestemt været mindre social med mine gamle venner, end jeg plejer. Og det er træls, for jeg vil jo gerne! Det skal blive bedre i 2024!!!
Ingen tvivl om, at 2023 har været i arbejdets tegn. Inden jeg startede på Borgen, arbejdede jeg sjældent over 30 timer om ugen – og Tilde har også bemærket forskellen: ”I gamle dage lå du tit og tog dig en middagslur, når jeg kom hjem fra skole”. Ak ja. Ikke flere middagslure til mig. Et ord, jeg ikke kan bruge om mit arbejde er ”kedeligt”. Der er så meget variation, og min indbyggede trang til action er virkelig blevet fodret. På samme dag skal jeg omstille mig fra atomkraft, til uddannelse, til psykiatri og videre til emballage. Og jeg elsker det. Det er sjovt, som man hurtigt vænner sig til et nyt liv: De første dage på Borgen, hvor jeg blev benovet over at snakke med en ægte minister, og fik sved på panden over at skulle på talerstolen, blev lynhurtigt hverdag. Nu er jeg allerede så trænet, at jeg bevarer min hvilepuls, selvom jeg er på live-fjernsyn eller holder taler for store forsamlinger.
Der har været glæder, men bestemt også store frustrationer. Dem vil jeg ikke trætte med i sådan en juleindlæg, hvor freden gerne skal sænke sig – men overordnet har jeg bestemt ikke fortrudt, at jeg tog dette lettere sindssyge valg om at hellige mig politik, for lidt mere end et år siden.
På familiesiden går det vel egentlig nogenlunde OK…
Sidste år skrev jeg, meget kort, om sønnike, der har været gennem nogle meget svære år. I år er han flyttet hjemmefra, har fået en skøn hund, og klarer i det store og hele sig selv. Jeg er så uendelig stolt af ham: Han har i den grad kæmpet for at komme ovenpå igen, og det går fremad. Det hele skal nok blive godt igen!
Sidste år skrev jeg også om min skønne datter, der gerne brugte aftenerne på at dygtiggøre sig i ligninger og den slags nørderi: Den tid er forbi. Ikke en weekend uden en fest, og al tiden bruges sammen med vennerne eller på McD, som hun ikke kunne undvære (- i stedet for at hygge sig med sine ellers ganske fremragende (!) forældre.) Det er lige, som det skal være. Om næste år byder på efterskole eller gymnasie ved ingen endnu…
Bonussønnerne klarer sig skam ganske fremragende, begge med fuldtidsjob og det hele…
Manden, ham beholder jeg selvfølgelig! Det har været et lidt hårdt år for os som par, for mit arbejde har krævet tilvænning for os begge. Pludselig har han en kone, der aldrig er hjemme, og som rejser i tide og utide. Ingen tvivl om, at han trækker det store læs på hjemmefronten – og det er på trods af, at han også har et krævende arbejde. Jeg er så taknemmelig over, at han bærer over med mig – og heldigvis husker vi at tage os tid til hinanden. Som jeg har sagt før: Ham har jeg været heldig med!
For bare et par år siden skrev jeg om vores store dyreflok. Nu er den reduceret til et stk Vera-kat. Hun er skam god nok, men vi kunne godt tænke os flere. Måske en lillebitte hund? Eller… på den front er der ikke helt enighed.
Det har været et vildt rejseår. Berlin, Uganda, Bruxelles, Bornholm*2, Kroatien, Nordmakedonien, New York, Dubai – og måske noget mere, som jeg har glemt. Uganda var, uden sammenligning, den største oplevelse (som jeg har skrevet om før, og derfor ikke vil gentage). Dubai er til gengæld et ganske forfærdeligt sted, som jeg bestemt ikke vil anbefale – medmindre man er stor fan af beton og motorveje.
Året har også budt på flere ganske gode koncertoplevelser. Harry Styles, Bruce S., Depeche Mode, Rasmus Seebach, Blæst – og, ikke at forglemme: Shubidua!
… så er vi for øvrigt flyttet, Tilde er blevet konfirmeret og vi har nået at se Matador igen. Noget er der skam sket, i det forløbne år.
