For et par år siden læste jeg en krimi, hvor plottet var, at en person, der var blevet mobbet i folkeskolen tog en frygtelig hævn, og myrdede alle mobberne! Måske en lidt voldsom reaktion – men den fik mig til at tænke på, om der ikke er en del mobbeofre, der kan gå rundt med et uopfyldt ønske om at få hævn…..
Jeg startede i 6. klasse på Holmegårdskolen i Hjørring i 1984 – efter eget ønske, da jeg så kunne komme i klasse med min elskede bedsteveninde, Gitte. Jeg kom fra en 70’er-hippiagtig-skole med åbne klasser, store græsarealer og frisindede lærere, der gerne smed tøjet, når de skulle forklare, hvordan kroppen så ud – og kom til en nedslidt skole, med små mørke lokaler, aflukkede gårde og udendørs toiletter med sådan noget anti-Lambi-toiletpapir, der gjorde, at man godt kunne holde sig, til man kom hjem. Man sagde endda stadig ”Fru” til nogle af lærerne (altså, de kvindelige).
På trods af, at de to skoler lå meget tæt på hinanden, var der desuden en stor forskel på klientellet (som man også kunne kalde ”eleverne”). Her, på den nye skole, fik man lov til at opleve hierarki, sådan for alvor. Nederst i hierarkiet var selvfølgelig mobbeofrene (gruppe D). Og der er som bekendt mange gode grunde til at mobbe (grimme briller, lettere overvægt, forkert hår, duks). Denne gruppe udgjorde et par stykker. Over dem (altså minimalt over), kom gruppen af usynlige (gruppe C). Dem, der vidste, at det er rart ikke at være i den nederste gruppe, og derfor hellere måtte holde lav profil. Denne gruppe udgjorde størstedelen af klassen. Derover kom beta-menneskerne (gruppe B), der havde en reel chance for at blande sig med de øverste, hvis de gjorde sig umage. Og allerøverst: De ubestridte klasseledere (gruppe A).
Som 13-15 årig kunne de godt være svært at lure, nøjagtig hvilke kvaliteter, der skulle til, for at blive placeret i det system, der nok mest er at sammenligne med det indiske kastesystem: Der var nemlig ikke mulighed for at komme ud af den kaste, man var blevet sat i. Jeg tilhørte f.eks. gruppe C. Og jeg gjorde dét der med usynligheden så godt, at det ikke ville undre mig, om en del af mine daværende klassekammerater ikke var bevidste om min eksistens.
I hvert fald lå det klart, at medlemskab af gruppe A var noget, man var udvalgt til, og medlemmerne af denne gruppe virkede aldrig som om de selv var i tvivl om, at de var meget mere værdifulde end os andre. I min klasse var gruppe A-medlemmerne Tina, Marianne og Claus. Den måde, de kunne holde andre nede på, var i virkeligheden helt enestående. Helt uden at bruge vold eller trusler.
”Nææh, Laila, har du leverpostej med igen. Det dufter vel nok lækkert – må jeg ikke smage?” sagt med så tydelig sarkasme, at alle (undtagen Laila) fuldt ud forstod, hvad der blev sagt (= ”Laila, du er så stor en taber og så lugter du ovenikøbet”). Som regel blev kommentarerne ikke sagt direkte til ofrene, men mest til publikum (for det er jo ikke sjovt, hvis ikke alle lytter). ”Nå, du har nok været ved frisøren” betød ”Nøj, hvor er du grim. Jeg forstår slet ikke, at du gider at prøve at gøre noget ud af dig selv, det er jo nytteløst”. Det er især den tykke sarkasme, jeg husker. At jeg var rædselsslagen for, at kommentarerne skulle ramme mig, der havde masser af ting at have komplekser over i forvejen. Hvad nu, hvis de skulle kaste sig over mig, og kommentere mine bumser? Eller hvis jeg havde fået en ny trøje, de ville syntes var grim? Jeg oplevede gruppe A som gennemført onde: Altid på udkig efter ofre, de kunne slå ned på med en sjov bemærkning, hvorefter de kunne høste gevinsten i form af en anerkendende latter (iblandet frygt) fra publikum.
Selvfølgelig snakkede gruppe A ikke til medlemmer af gruppe C – for hvad skulle formålet egentlig være med det? (De kunne for øvrigt jo slet ikke se os.) Når man lever i et kastesystem accepterer man reglerne. Jeg var en lavværdi-gruppe-C-person og sådan var det bare. Jeg gjorde absolut ingenting for at bevæge mig ud af min gruppe, men prøvede at hygge mig, så vidt det kunne lade sig gøre, med de andre usynlige. På den måde klarede vi os nogenlunde igennem de barske år fra 7. til 9. klasse – ved at holde helt lav profil. Men puuuuuh, hvor var jeg lettet, da det var overstået – da jeg fandt ud af, at verden udenfor Holmegårdskolen ikke var så slem endda.
Da jeg aldrig for alvor var syndebuk i skoleårene, skulle man jo mene, at jeg var sluppet uden alvorlige ar på sjælen. Og så alligevel…… Når jeg i dag en sjælden gang kommer tilbage til Hjørring, er det ”deres slags” (Gruppe A) jeg først forbinder med byen. Ondsindede, indskrænkede, selvhøjtidelige – og med en tro på, at de er i deres fulde ret til at gøre andre ondt. Og jeg ved faktisk godt, at sådan er folk i byen almindeligvis ikke!
Selvom jeg til hverdag absolut ikke ofrer min folkeskoletid mange tanker, må denne gentagne følelse, når jeg besøger byen, opfattes som ”at bære nag”. De (= Gruppe A) har forvrænget mit forhold til min fødeby! Og når jeg, som er sluppet nogenlunde uskadt, bærer så meget nag, kan jeg ikke lade være med at tænke på dem, der var i Gruppe D. Hvordan mon de har det med at været en del af dette spil? Har de mon tilgivet? Muligvis var Gruppe A ikke bevidst onde, men bare ikke opmærksomme på den negative effekt de havde? Gad vide om de nogensinde tænker tilbage på den tid, og får det bare en lille bitte smule dårligt over deres opførsel? Det håber jeg, for jeg kan bedst lide at tro på, at mennesker er gode nok indeni ?
