Det seneste år har bekræftet, at vi danskere er nogle utrolig fornuftige mennesker. Vi gør som der bliver sagt. Regler er regler, og der er nok en grund til, at reglerne er som de er! Det kan du vel godt forstå?! Hvis alle bare opfører sig ordentligt, ville der jo slet ikke være problemer, og hvor svært kan det være?
Jeg er vel dybest set også et meget fornuftigt menneske, der både har forsikringer&pension, spiser klokken 18 – og vil helst ligge i min seng kl 22, for ellers bliver jeg bare så træt dagen efter. Ikke meget wild&crazy her.
Men nøøøøj, hvor jeg savner vanviddet. De mennesker, der for alvor tør være anderledes, og kan ruske lidt op i den kedelige grå danskermasse. Kan godt frygte, at de er en truet art. Jeg vil gerne have Simon-Spies-typerne (og morgenbollepigerne) tilbage. (NOTE: Dette er skrevet i gamle dage – nu ved jeg, at har faktisk var et relativt dumt svin) Nogle, der kan fortælle os, at man ikke behøver at leve lige nøjagtig på ”den måde”, men at verden er større – og at man faktisk kan få et mere spændende liv ved at være ufornuftig. At reglerne meget gerne må udfordres, og at ”fornuftigt” ikke nødvendigvis er det, der giver os et godt og indholdsrigt liv. Det kan godt være, at det er snotdumt at sige sit arbejde op for at vandre til Italien, ufornuftigt at melde sig ind i en swingerklub i coronatider, farligt at sige sin ærlige mening til sin irriterende chef eller klappe sin kollega i måsen– men helt sikkert også sjovere. Og hvis der ikke er nogle offentlige vilde personer til at inspirere os, hvordan kommer verden så til at se ud?
Efter et år, hvor 100% fornuft har defineret samfundet, kunne jeg virkelig godt bruge noget vildskab! Nogle offentlige (og gerne kloge) personer, der går amok og er fuldstændig og aldeles ufornuftige – og tør sige og gøre noget, som alle andre ikke er enige i. Nogle, der ikke synes, at alle regler skal overholdes – og som måske ikke er bange for at dø lidt før tid (helt uden pension&forsikring)…..
Jeg har heldigvis en relativ stor omgangskreds bestående af den udefinerbare gruppe af mennesker, der går under betegnelsen psykisk sårbare/anderledes/skøre. Når man har været på rejse i hjernen, hvilket en solid angstlidelse eller depression kan betragtes som, tvinger det én til at reflektere over livet, og det giver oftest et helt andet syn på mange etablerede sandheder. Og mennesker, der har været på denne rejse, er bare lidt mere spændende at snakke med, hvis I spørger mig (det gør I ikke, men jeg siger det bare alligevel).
Sammen med dem kan jeg få oprigtigt åbne, reflekterende og ærlige snakke, hvor vi ikke tager udgangspunkt i, hvad man burde mene, men giver udtryk for, hvordan vi rent faktisk tænker – også selvom det ikke altid er hverken pænt eller fornuftigt. Det er virkelig befriende, og jeg ville ønske, at den måde at kommunikere på, kunne udvides til resten af samfundet (selvom fuld ærlighed kan have konsekvenser!!!!). I det forløbne år – hvor min store frygt har været, at vi danskere har forandret os til humorforladte, viljeløse stakler, der kun har fokus på vor forestående og uundgåelige død –har jeg godtnok været særlig glad for mine skøre venner, der har bekræftet, at mangfoldigheden og tankefriheden trods alt stadig eksisterer. Så……. Længe leve vanviddet og de anderledes (huurraaaa).
