Europaudvalget har brugt 2 dage i Nordmakedonien, for at blive klogere på deres situation. Bl.a. hvordan det er lykkedes dem at vente tålmodigt på optagelse i EU i 20 år. Deres tålmodighed er dog tæt på opbrugt. For dem virker det som om, at man hele tiden flytter målstregen. Først skulle de bare løbe 10 km, men pludselig blev det sat op til 20, og nu er det en maraton. Og de har en pointe!
De søgte om optagelse på samme tid som Kroatien, som nu for længst er fuldt integreret, og der er ikke noget der er fundamentalt forskelligt mellem de to lande. Lige nu skyldes problemerne, at de andre EU lande kan nedlægge veto – og det har de benyttet sig af. Grækenland var først sure over deres navn (Makedonien), og derfor fik de det ændret til Nordmakedonien. Nu er bulgarerne på tværs, og kræver forfatningsændringer for at give bedre vilkår til den bulgarske minoritet i landet. Det gør de fleste såmænd også gerne, men frygter, at det er en glidebane – for hvad bliver de næste krav? Efter at have talt med politikere, erhvervsfolk og studerende de sidste par dage er deres frustration fuldt forståelig, og lige nu risikerer man at optagelsen bliver blokeret, fordi der internt er et oprør fra oppositionen, der netop påstår, at det er skruen uden ende. Det vil være så ærgerligt, for vi vil jo gerne have dem med i klubben.
Som politiker bliver man inviteret på mange ture, og jeg overvejede selv at takke nej til denne, da jeg tænkte, at man nok kunne læse sig til det hele. Men efter turen synes jeg bestemt det var det hele værd: Alle detaljerne og følelserne ville jeg ikke kunne forstå, hvis jeg ikke havde været her. Og efter at have lyttet til alle sider af debatten, har jeg også nogle idéer til, hvordan vi kan sætte speed under optagelsesprocessen, så vi ikke mister muligheden for udvidelse pga. fnidder. Bl.a. skal man i EU sætte fokus på, at vi ikke skal lade små stridigheder mellem nabolande afgøre, om det enkelte land kan optages – for så bliver det for alvor skruen uden ende. Det er nok ikke en hemmelighed, at flere lande på Balkan har et horn i siden på hinanden, og de derfor kunne prøve at gøre indsigelser mod hinanden. Nordmakedonien er dog et af de lande, der har undgået konflikter, og kom ud af Jugoslavien helt fredeligt – og de virker til at have en stor vilje til forandringer. Med min indbyggede tro på, at tættere samarbejde er vejen frem, håber jeg på, at vi kan komme videre med optagelsesprocesserne, da jeg inderligt tror på, at det vil gavne både EU og de enkelte lande, bl.a. i forhold til den grønne omstilling. Derudover var det dejligt at fornemme, at vi på tværs af de deltagende partier fra Folketinget (SF, LA, Enhedslisten, Konservative), er stor enighed om at støtte op om udvidelsen.
