Med julen følger traditionerne – om man vil det eller ej – og en af mine, er at skrive et par ord om året der gik. Overvejer, om jeg det kan lade sig gøre at gennemgå året helt uden at komme ind på den-der-sygdom, som har fyldt 99% at nyhedsstrømmen, men nu må vi se…… Og uden at nævne sygdommen, kunne man passende spørge, om det overhovedet har været muligt at opleve noget i 2020?
Mentalt har det været et udfordrende år – hvilket nok ikke er specielt for mig, der i virkeligheden er mildere ramt end mange andre, min store dejlige familie taget i betragtning. Men som ”lettere ekstrovert”, er det svært, når inspirationen udefra bliver reduceret stærkt. Det første stykke tid kunne jeg nyde at komme hjem og holde weekend, helt uden nogen planer…… hvilket var OK i en måned. Men de seneste måneder nærmer den mentale tilstand sig noget mere depressivt, hvor min lyst til at lave andet end at ligge på sofaen og spise blommer i madeira generelt er meget lille – (hvilket selvfølgelig kan være en naturlig konsekvens af, at der ikke er så meget andet, man kan lave). Den nedsatte begejstring har også udmøntet sig i, at jeg ikke har været særlig aktiv på skrivefronten i det forløbne år. Mig, der ellers altid har en hel masse at sige om alt muligt, jeg ikke behøvede at have en mening om.
Sikke dog en festlig start på dit skriveri, Karin. Nu videre til noget mere opløftende,
En af de større hændelser er, at vi er blevet landstedsejere. Meget pudsigt, eftersom min opdatering sidste år handlede om, at vi overvejede at få os en lækker lejlighed i Københavns centrum – men sådan kan planer jo ændres. Indtil videre har vi ikke fortrudt beslutningen, for det er ganske dejligt, ude på landet – hvor vi dog kun er i weekenderne, da der også er et hus i Vanløse, der skal passes. En af de større glæder ved landstedet er, at vi nu får lov til at bo sammen med min dejlige svigerinde og hendes børn. Jeg var selv stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg havde den ønskede indre mentale ro til at komme væk fra byen – for jeg eeeeelsker København! Det går dog egentlig ok. Det er faktisk vældig hyggeligt at gå og skovle lort i ro og mag, mens en masse dejlige minder fra min dyregårdsbarndom infiltrerer mine tanker.
Hjemmets husdyrbestand er siden sidste år blevet udvidet med 133% i antal (sådan ca.) – og i absolut vægt med ca 700 kg. De nye medlemmer består af Thor-hest, Julius-hest, Malou-hest og Vera-kat, hvor sidstnævnte kan fejre knap en to ugers jubilæum i hjemmet. Kan ikke helt undlade at mistænke mig selv for at være påvirket af den-der-sygdom: Når jeg nu ikke må komme ud i verden, må verden komme til mig. Om det så var en lidt for spontan beslutning med de-der-heste, må tiden vise. Indtil videre hygger jeg mig med dem, men har bestemt ikke samme begejstring som jeg havde, da jeg var 11-12 år, hvor det var på sit højeste. Måske er det den største nedtur ved at have anskaffet dem: At erkende, at jeg slet ikke formår at brænde på samme måde, som da jeg var ung. Nu er det bare ”fint nok” og ”hyggeligt”, men aldrig helt fantastisk eller altopslugende. Faktisk har jeg allerede, her på årets faldereb, besluttet, at hestebestanden skal ned på 2 stk – for det er mere krævende end jeg regnede med, lige pludselig at have tre ekstra børn, der skal pusles om.
Det lykkes os faktisk at komme ud at rejse i 2020. Året startede på Malta – og senere Portugal, inden verden gik af lave. Den store USA rundtur, som ellers var blevet minutiøst planlagt, med ranchophold og det hele, blev ikke til noget. Men hvis man skal se positivt på det, er en stor del af glæden ved at rejse jo netop planlægningsdelen, og den fik vi jo med!
I stedet fik vi kørt ca 2500 km rundt i Europa i bil, hvilket slet ikke var så slemt, som jeg troede, med alt det køreri. Vi fik hørt en hulens masse musik og podcasts og fik set diverse historiske krigsseværdigheder, og fik besøgt den franske del af familien. Lige nu tør jeg slet ikke drømme om at komme ud og rejse igen, selvom det er meget tiltrængt. Selvom det måske ikke længere er comme-il-faut (fransk kan hun også!), har jeg da planer om, at USA rundrejsen skal gennemføres, så snart man må den slags igen.
Arbejdsbegejstringen har været varierende. Jeg havde nogle spændende (og udfordrende) måneder, hvor jeg medvirkede til at få et firma på ret køl igen – sådan lidt A-team-agtigt!!! De sidste par måneder har jeg dog været fuldtidsdokumentskriver, hvilket på ingen måde kan beskrives som spændende og udfordrende (….men det giver jo smør på brødet, og kollegerne er søde). Meget snart har jeg dog brug for noget nyt, og har derfor også sagt ja til en timelærerundervisningsstilling et par dage om ugen (også for at få dyrket den ekstroverte side). Derudover skal jeg meget snart igang med at finde nogle flere sjove opgaver!
Familien har det, her ved årets udgang, nogenlunde godt. Tilde er blevet rigtig teenager, og har udviklet en forbløffende evne til at reagere på mine livskloge kommentarer som f.eks. ”måske ville du synes, der var mere interessant, hvis du engagerede dig lidt mere”, og ”jeg tror du vil blive glad, når du først har gjort det” med et dybt ”ouuuuemmnnn” (ved ikke helt, hvordan det staves, men det er sådan en meget irriteret lyd, der kommer helt nede fra maven). Hun har stadig har sit lyse sind, og evner at blive meget begejstret for udvalgte emner – og hendes omsorg for andre, hendes humor og hendes evne til at svare hårdtslående igen er virkelig fantastisk. På trods af det spæde teenagesind, er der heldigvis aldrig nogen konflikter (endnu). Min store, skønne og kloge dreng er meget begejstret for skolen, både det faglige (!) og klassen, men lider af den grund så meget mere over nedlukningen. Han bruger ikke så forfærdelig meget tid med familien og foretrækker (underligt nok) at være sammen med sine venner.
Og jeg fyldes dagligt med taknemmelighed over mine børn!
Mine bonusdrenge klarer sig også ganske godt – den ene nu med fast kæreste, og den anden lige hjemkommet efter 1½ år på højskole, og klar til Livgarden. Parforholdet er da egentlig også ganske OK, så vi tager et år til 😊 Mine forældre har i det forløbne år begge taget en tørn for at holde hospitalsvæsenet i gang, med hhv en blodprop og en gang hjernebetændelse. De er dog begge helt utrolig seje! Min far kom sig betydeligt hurtigere end prins Joachim, og er nu sig selv igen (hvilket indebærer timelange daglige cykel- og løbeture) – og min mor er i fremgang, selvom det desværre indebærer brug af rollator, indtil hjernen er kommet sig lidt mere.
Selv er jeg blevet et år ældre, hvilket jeg hvert år bliver lidt forundret over. Men den er god nok. Snart 49, så 50, så seniorordning, pension og begravelse. (Apropos begravelse: Den del af ”forretningen” været meget stille i år. Kun 3, hvoraf den ene var ekstremt trist, da to små børn skulle sige farvel til deres mor. Ikke ok!!! ) Nå, nu lykkedes det mig at slutte i den samme nedslående stemning som jeg startede – og så er der bare tilbage at ønske alle et godt nytår.
