Mit yndlingsord i denne uge er autonomi – og her starter jeg, for at ende i grublerier om aktiv dødshjælp.
Da jeg startede på RUC i 1993 blev jeg sat i en gruppe der hed ”De Autonome” – vistnok for at lave sjov med RUC’s blakkede ry. For en pige, der kom ind med 4-toget fra Jylland var det sjoveste, at jeg ikke anede hvad en autonom var. Sådan nogle havde vi ikke i Hjørring. Men jeg fandt ud af, at det var dem, der kastede med sten efter politiet – og sådan har jeg tænkt på autonome lige siden. Altså indtil denne uge. For jeg synes faktisk, at det er lidt snyd, at de har taget patent på navnet.
Autonomi er ”ikke at være afhængig af andre og at bestemme over egne anliggender”. Selvfølgelig er vi afhængige af, at der er regler – men i min ideelle verden er antallet at regler på et minimum, netop fordi samfundet har sikret at vi alle har en vis portion viden og derfor kan vi selv tage fornuftige beslutninger.
I Regel-Danmark er vi langt fra dette ideal samfund, for vi har regler for alt. De fleste synes, at mange af reglerne er fjollede, men på en eller anden måde, har systemet vundet, og det virker som en uoverkommelig opgave at fjerne reglerne igen. Selvom os politikerne bliver ved at sige, at det er dét, vi ønsker at gøre.
I denne uge går den politiske snak igen på aktiv dødshjælp – og indtil nu har vi i Moderaterne ikke en fælles holdning.
Jeg har selv haft døden tæt på mange gange, bl.a. gennem mit bijob som begravelsesleder, som også indbefatter samtale med den døende for at planlægge begravelsen. Jeg har oplevet mennesker, der selv har ”valgt” at dø. Andre har, trods enorme smerter, kæmpet for bare at få en enkelt dag mere ud af dette liv, og de har overfor mig sat ord på, at hvis de bare kan få en enkelt dag mere med deres børn, vil det altid være smerterne værd.
Mit eget ståsted er klart: Jeg tror på menneskets evne til selv at bestemme, hvad der er det rigtige for dem. Jeg tror på, at en døende selv er i stand til at vurdere, at nu er smerterne så overvældende, at glæderne ved livet på ingen måde opvejer det. Ingen andre end én selv kan bedømme, hvad livet er værd for den enkelte. At man, når man ikke kan klare livet mere pga. ulidelige smerter, bliver nødt til at tage til Schweiz eller Holland, for at få indfriet sit ønske om at dø, synes jeg er tragisk og uværdigt.
Personligt synes jeg derfor, at det er relevant igen at kigge på muligheden for at vi kan tillade assisteret selvmord i Danmark. Bekymringerne ved at tillade denne praksis er relevant: Kan man f.eks. føle sig tvunget til at vælge livet fra, fordi man er bange for at være til besvær? Det kan man ikke udelukke, og det er selvfølgelig uendelig trist, hvis det er tilfældet.
Men den enkeltes ønske om at dø, kan man ikke tage fra dem – og her skal vi have tillid til den føromtalte autonomi. Det kan være, at min holdning ændrer sig, når jeg bliver klogere på området.
