Denne blog kommer nok til at indeholde en hel del af det samme, som tidligere blogs – så bær over med mig! Det skyldes jo, at der er et begrænset antal emner, der optager mig, og med jævne mellemrum, dukker de op til overfladen igen. Og selvom man flere gange har sagt dét, der skal siges, kan man godt have brug for at sige det igen. Ligesom de gentagelsessamtaler, man har med sin partner (eller er det bare mig?) – som at gense en gammel film, hvor man kender alle replikkerne. Det bliver måske værre og værre med alderen?
…….så kom dog i gang, Karin – hvad er det, du vil sige – igen? Det handler om at blive gammel!
Forleden havde jeg nemlig en åbenhjertig samtale med en ældre bekendt. Han gav udtryk for, at han overhovedet ikke synes livet var spændende mere -at han havde oplevet alt det, han gad at opleve, og ikke synes, at noget gav ham den store glæde mere. Den eneste grund til, at han holdt sig i live var, at hans datter ville blive ked af det, hvis han døde. Og han virkede som om, han oprigtigt mente det, selvom han snildt ville have 20 år tilbage til oplevelser. I den forbindelse kom vi ind på, hvor underligt det er, at vores hjerner fungerer så forskelligt: Hvorfor nogle 95 årige stadig går til frisøren/køber nyt tøj og interesserer sig for fugle/politik/litteratur – når de nu ved, at de snart skal dø. Hvorfor interessere sig for en fremtid, man ikke selv skal være en del af, og som man alligevel ikke kan være med til at ændre? Og hvordan kan man vedblive at synes, at noget er spændende, selvom man har oplevet det 1000 gange før?
Nogle ville indvende, at min bekendte nok havde en depression, og derfor så tingene lidt for sort. Men det mente han ikke selv. Og jeg blev helt bange for, at han bare er helt normal – og at det er de andre, de livsglade 90-årige, der er forkert på den.
Prøv lige at tænke tilbage på, hvor sjovt det var at være i Tivoli, dengang man var 10 år. Jeg kunne personligt ikke forestille mig noget bedre, end at få lov til at køre i rutsjebane resten af mit liv. Nu er jeg så 45 år, og ville faktisk have råd til at gå i Tivoli hver eneste dag. Men jeg gider ikke, for jeg synes egentlig ikke at det er så sjovt. Det samme med rejser: Da jeg var 20 var jeg bare ellevild ved tanken om den store verden – alle de spændende kulturer, jeg skulle ud og opleve. Nu har jeg været derude (i hvert fald et par steder), og synes egentlig, at jeg har set det hele. Måske ikke alle detaljerne, men nok til at vide, hvordan ”fremmede kulturer” er. Bevares, så gider jeg stadig godt rejse, men ikke med den samme entusiasme – for jeg har prøvet det før, og alle oplevelser får et lille præg af gentagelse.
Har lige læst bogen “Livsmodig”, hvor 4 midaldrende+ kvinder snakker om at blive ældre. De taler meget nedladende om de, der bare “giver op” og sætter sig på sofaen, og de hævder, at det er vigtigt at holde sig nysgerrig. Men kan man bare “vælge” at holde sig nysgerrig? Hvis man nu føler, at man kender svaret på de fleste af livets interessante spørgsmål, er det jo svært at holde sig spændt (“det har jeg hørt før”).
De fleste ting er bare sjovere første gang og falmer med tiden – i hvert fald for mig. Drejer det sig mon bare om hele tiden at få nye interesser? Eller skal man mon bare acceptere, at livet bliver mere og mere kedeligt med alderen? At det netop er det, det drejer sig om, når man bliver ”mæt af dage” – at vi er så sindrigt indrettet fra naturens side, at vi faktisk alligevel synes at det hele er møgkedeligt, når vi skal herfra? Nu skal det ikke lyde som om, at jeg allerede har nået dette ”kedelighedspunkt”, for der er jeg ikke endnu. Jeg tror stadig på, at der venter mig masser af sjove oplevelser. Men jeg frygter, at jeg vil være typen, der går i den retning. Ellers skal jeg gøre en stor indsats for at finde ud af, hvad det er, de har, de 90-årige, der godt gider endnu. Er det bare fordi, de er blevet halv-demente, og ikke kan huske, at de har prøvet det hele før?
