Tale holdt den 8. november i forbindelse med forespørgselsdebat i folketingssalen
”Lykken du holder i hænderne nu, den er vist egentlig min” lyder det så smukt i sangen ”Giv os lyset tilbage”.
Ordene har sin oprindelse hos den danske filosof Løgstrup. Dybest set handler det om, at vi kan ikke klare os alene. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for meningsfulde fællesskaber. Uden dem, brænder vi ganske enkelt ud.
Vi ser selve essensen af disse ord gennem det livsbekræftende engagement i de mange frivillige foreninger, hvor tusindvis af danskere hver dag træder til, for at være der for andre, der har brug for støtte. Uden at få en krone for deres indsats, men til gengæld en høj løn i betalt i meningsfuldhed.
Jeg ved, at vi plejer at blære os med, at vi i Danmark er et af de lykkeligste lande i verden – men her vil jeg gerne hælde lidt malurt i bægeret: Jeg synes ganske enkelt ikke, at vi kan tillade at erklære os lykkelige, når så mange er udenfor. Jovist, de fleste har det godt, men hvad med de andre?
Tallene taler for sig selv: 20% er uden for arbejdsfællesskaberne, 12 procent kæmper med svær ensomhed, hver tiende lider af psykisk sygdom, og en femtedel lever med et handicap. Hver dag bliver mange mennesker ramt af sygdom, tab og stor sorg.
Bag disse tal gemmer sig rigtige mennesker. Mennesker, som brug for menneskelig støtte, for fællesskab og for at blive set som andet end et CPR-nummer.
Når det kommer til at skabe fællesskaber og meningsfuldhed i livet, må velfærdsstaten melde pas. Den giver os en økonomisk sikkerhed, så langt de fleste har tag over hovedet, mad på bordet og adgang til både læge og uddannelse. Det har dog aldrig været meningen, at ”staten” skal sørge for, at vi føler os værdifulde. Den opgave ligger hos os – mennesker i mellem.
De frivillige foreninger gør hér en helt uvurderlig forskel. De tilbyder meget mere end “et sted at drikke kaffe” – de skaber samtalecaféer, sorggrupper, og gåklubber, de rækker hånden ud som besøgsvenner, de står klar som beskæftigelsesmentorer, de opbygger integrationsindsatser, de støtter patienter med svær sygdom. Og listen er meget længere. De står altså klar med omsorg og fællesskab. Med forebyggelse og livsforandring.
Forestil jer et samfund, hvor hver ensom sjæl har nogen at snakke med, hvor enhver, der mister, bliver mødt med omsorg, og hvor alle, der kæmper, får støtte. Dette kan de frivillige foreninger sørge for, hvis vi giver dem ordentlige rammer. De er selve limen i samfundet, især for de mange, der er udenfor.
Selvom det er sagt mange gange før, vil jeg ikke undlade at gentage det her: Frivilligt arbejde er ikke gratis. Både aktiviteter, lokaler og løn til dem, som leder de frivillige koster – selvom de fleste arbejdstimer er gratis. Dansk Erhverv har lige beregnet, at alene de gratis arbejdstimer, der bliver lagt i de frivillige sociale foreninger, udgør 8,6 milliarder kroner årligt. Heri er ikke engang beregnet de afledte effekter, i form af mennesker, der er kommet på fode igen, og jeg vil ikke tøve med at påstå, at det beløb er væsentlig større.
Alle de frivillige, jeg kender, har engageret sig, fordi de vil hjælpe.
Og selvom vi alle ved, at det, de bidrager med, er uundværligt, er vi havnet i en situation, hvor de skal stå med hatten i hånden og tigge om økonomisk hjælp hos politikerne for at kunne udføre deres hjælpefunktion. Jeg håber, at vi alle kan se, at det er helt absurd – og at samspillet kan være direkte uværdigt.
I dag er tildeling af offentlige midler nemlig det vilde vesten, og tilbud, der er afgørende for en udsat gruppe, risikerer at lukke ned uden varsel. Vores egen socialordfører kommer jævnligt ind på kontoret med tårer i øjnene, fordi der ikke kan findes penge til en de organisationer, der står hendes hjerte ekstra nær – f.eks. dem, der hjælper børn i misbrugsfamilier.
Det kan vi ikke være bekendt – hverken over for den frivillige organisation – og slet ikke overfor den udsatte gruppe, de hjælper. Og derfor glæder det mig meget, at ministeren vil kigge på dette område.
Noget af det, der hele tiden har forekommet mig lidt absurd er, at det er til evig diskussion om man virkelig behøver en infrastruktur, altså i form af støtteorganisationer, i frivilligverdenen. Alle andre steder i samfundet er det en selvfølge: Det er altså smartere, at ”nogen” har ekspertisen, overblikket og kender alle reglerne, og ved, hvor man kan søge penge og lokaler, i stedet for at der i enhver lille forening eksempelvis skal være både en GDPR og en fundraiser-ekspert. Det ER de færreste der melder sig under fanerne i en frivilligforening for at sidde og udfylde dokumenter. De melder sig, fordi de har et ønske om at gøre en forskel.
Derfor har vi netop Frivilligrådet og Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) og – ude i de enkelte kommuner: frivilligcentrene Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark . Frivilligrådet rådgiver ministerierne om området – og CFSA og frivilligcentrene hjælper foreningerne og de frivillige. Her kan man kan få vejledning og hjælp – og de har det store overblik.
”Branchen” selv har også sørget for et oversigtsværktøj, for det har virkelig manglet. Der findes nemlig over 10.000 foreninger på det sociale område. Her tænker jeg på Socialkompas, så vi alle, inklusiv fagfolk i jobcentrene og hos lægen, kan få overblik over, hvad der findes af tilbud i lokalområdet. Hvis vi skal kunne bruge hinanden optimalt, kræver det nemlig at vi ved, hvad der findes af muligheder.
Desuden vil jeg nævne RådgivningsDanmark der sikrer kvaliteten af de mange gode rådgivningstilbud til sårbare grupper. Vi skal ikke risikere, at f.eks. selvmordstruede overlades til ”godhjertet” vejledning, men at de mødes af nogen, der ved, hvad de snakker om. Og lad mig også her sige: Fordi arbejdet er baseret på frivillighed, betyder det bestemt ikke, at der er noget i vejen med kvaliteten.
Vi har altså – alt i alt- et civilsamfund, der fungerer godt, og derfor skal det offentlige ikke blande sig alt for meget i detaljerne.
Frivillig-Danmark skal nemlig kunne agere som i dag: Baseret på medmenneskelighed og frivillighed.
Men for at få det bedste ud af hinanden, skal vi styrke samarbejdet. Mellem de frivillige foreninger, kommuner, regioner og stat. Et ligeværdigt samarbejde, hvor de frivillige foreninger bliver inddraget aktivt, når sociale problemer skal løses. Her findes nemlig en helt enorm ekspertise inden for et givent område, og ofte helt nye idéer til, hvordan vi løser problemerne.
Staten har i den forbindelse OGSÅ et helt specielt ansvar, udover at fremme det gode samarbejde: Et ansvar for gode rammer, der gør, at de frivillige bliver ved med at påtage sig de store samfundsopgaver. Ellers går samfundslimen simpelthen i opløsning.
Og lige der kan vi godt gøre det lidt bedre, for at citere en tidligere statsminister, en skøn mand, som jeg for øvrigt spiste frokost med i mandags.
Derfor er det så dejligt, at vi nu har en minister, der tager opgaven alvorligt, og har igangsat arbejdet for at finansieringsmodel, der kan imødekomme nogle af ønskerne fra de frivillige organisationer: En model, hvor tildelingen sker på et transparent grundlag. Det er en rigtig god start og jeg glæder mig til at medvirke til det videre arbejde. Sammen kan vi skabe de gode rammer – og på sigt en plads til alle i fællesskaberne.
