Fornylig sagde en af mine gamle studiekammerater (som har gjort stor karriere indenfor den akademiske forskningsverden) at han havde en idé til en publikation, som jeg kunne være medforfatter på. Jeg spurgte høfligt ind til emnet, og i løbet af samtalen gik det op for mig, at grunden til, at han spurgte var, at han faktisk har lidt ondt af mig. Min karriere er jo slet ikke som hans! Jeg har i hans øjne spildt mit talent, da jeg gennem mange år har arbejdet som menig for farma-industrien. Jeg var ellers en lovende ung dame, da jeg afsluttede min ph.d. i fysisk kemi for 12 år siden. Og hvad kunne jeg ikke have drevet det til, hvis jeg havde fortsat mit arbejde indenfor proteinforskning?
I mine øjne har tiden derefter været både alsidig, lærerig og meget produktiv. Jeg har beskæftiget mig med en lang række meget forskellige opgaver, som f.eks. formuleringsudvikling, lean-optimering, metodevalidering, forretningsudvikling, computersimuleringer og meget andet. I perioden har jeg både arbejdet for det offentlige og private erhvervsliv (inklusiv en CRO). Denne karrierevej har betydet, at jeg ikke har fået lov til at fordybe mig i specialiserede emner år efter år – og chancen for, at jeg gør mig fortjent til Nobelprisen er ikke-eksisterende.
Jeg svarede min studiekammerat, at min interesse i at være medforfatter på en artikel i et specialiseret tidsskrift (som meget få mennesker sandsynligvis nogensinde vil læse), var meget begrænset. Hvorfor skulle jeg bruge tid på det? Denne udmelding var han overrasket over, da han troede, at jeg ville opfatte det som en ”mulighed”.
Efter 10 år i det private erhvervsliv havde jeg jo næsten glemt det: Ens karriere i universitetsverdenen er jo direkte proportional med antallet af publikationer: Ens værd bliver, lidt firkantet sagt, målt i ”impact factor” * ”antal publikationer”. Og ikke et ondt ord om det: Uden forskningen kommer vi jo ingen vegne, og det er jo netop gennem publikationerne at man deler sin viden med andre.
Det slog mig dog, at der er en tendens til ”snobberi”: De, der forsker, er højst på rangstigen, og derefter kommer andre i et veldefineret hierarki, som i min optik ser nogenlunde sådan her ud:
- Forskere (universitet) (ren forskning)
- Forskere (industri) (forskning med en slet skjult undertone af ”penge”)
- Medarbejdere i ”udvikling” (Det lugter da stadig lidt af forskning)
- QA/QC/Regulatory (irriterende typer, der gør livet besværligt for andre og elsker regelsamlinger)
- Medarbejdere i produktionen (kunne de ikke få andre jobs?)
- Medarbejdere hos ”kopi-producenter” (nassere)
- Medarbejdere i CRO/CMO (farma-verdens ”prostituerede”, uden hjerte -kun med øjne for penge ).
Bemærk: Dette er ikke baseret på forskning – men kun på mine subjektive observationer. Jeg erkender, at listen er en anelse karikeret. Undskylder derfor for utilsigtede fornærmelser.
Jeg oplevede selv et stærkt personligt værdifald, da jeg frivilligt lod mig falde fra trin 3 til trin 7 på listen: På konferencer gik jeg fra at være en skattet foredragsholder til at være én, man helst ikke ville være i selskab med, da jeg nok bare var ude efter penge.
Jeg tog emnet op med én af mine bekendte, en meget dygtig kvinde, som efter 10 år som forsker i Kræftens Bekæmpelse nu arbejder i en farma-produktionsafdeling. Og hun elsker det! Hun er ”supporter” og hvis hun ikke i løbet af meget få minutter kan løse en opgave, kan der potentielt være tabt millioner for virksomheden, da de så må stoppe produktionen. Det kræver et kæmpe overblik, evnen til at lave lynhurtige risikoanalyser og til at løse komplicerede analytiske problemstillinger. I dette job bruger hun både sin store faglige viden, men er også nødt til hele tiden at tage beslutninger – og forholde sig til økonomi, praktiske muligheder mm. For hende betyder det nye job, at hun bruger sine evner fuldt ud.
Dog havde hun samme oplevelse som jeg: Hendes tidligere kolleger synes det er synd for hende: At hun bare arbejdede i en produktion – i stedet for i forskningsverdenen, hvor man virkelig kan gøre en forskel!
En af de centrale forskelle er, at man i det private erhvervsliv ofte er nødt til at forholde sig til ”værdien” af arbejdet – og jo tættere man er på produktionen, jo mere synlig bliver økonomien. Man laver sjældent noget, bare fordi man har lyst! Man skal altid forholde sig til, hvilke problemer det løser ”lige nu” og man er meget begrænset af økonomiens snærende og ikke-forsker-agtige bånd. Der er ikke nødvendigvis fokus på, hvad der kunne være spændende at dykke ned i, og hvad der potentielt kan redde menneskeheden – men på, hvad der kan give overskud inden for en overskuelig tidsramme. Måske er det dette, der får forskerne til at se lidt ned på ikke-forskningsarbejde?
At skulle forholde sig til den konkrete værdi af arbejdet er slet ikke så skidt endda. Man bliver nødt til hele tiden at sætte arbejdet ind i en større ramme, som både inkluderer penge, tid, og ”tværfaglige interaktioner” Og her kan der faktisk også skabes rigtig meget ny viden: Den tværfaglige diskussion af problemstillingerne giver ofte anledning til, at man ser sagen fra helt nye vinkler – og bliver udfordret i ens verdenssyn.
Pointen med dette lille indlæg er ikke at fremhæve den ene type funktion frem for den anden. Måske bunder det bare i et ønske om at gøre opmærksom på, at selvom man ikke vælger forskervejen, har uddannelsesårene ikke været spildt – og der er bestemt ingen grund til at have ondt af os. Man kan faktisk bruge sine evner/talenter fuldt ud i andre funktioner, og der sidder naturligvis rigtig mange dygtige mennesker i alle trin i hierakiet :)
