På min nylige rejse til Jylland med færgen kom jeg til at sidde ved siden af en stærkt overvægtig kvinde, der – sammen med sin lige så overvægtige datter – sad meget koncentreret under hele overfarten og så ”Familien på Bryggen”. De så det på en meget alvorlig måde – som om de virkelig prøvede at suge visdom ud af udsendelsen.
Der gik ca. 20 sekunder, før jeg havde placeret dem i kategorien ”tabere”. Det mindede mig endnu engang om, hvor fordomsfuld jeg er! Uden at have vekslet et eneste ord med dem, konkluderede jeg, næsten ubevidst, at de tilhørte gruppen af uintelligente, viljesvage mennesker, som sikkert var på kontanthjælp og havde det fint med det, og for øvrigt ikke interesserede sig for verden omkring sig (altså, på nær Linses verden).
Denne forundring over min egen fordomsfuldhed, fik mig til at scanne de øvrige passagerer i rummet, for at ransage mig selv for, hvilke fordomme jeg havde om dem: Der var en del forældre i 30’erne med små børn. Og nybagte forældre er da noget af det mest irriterende: 100% fokuseret på deres små pus, og ekstremt fornuftige og alvorlige. Som om de nu endelig ved, hvad livet drejer sig om, og det er i hvert fald ikke for sjov at vi er her! Så var der folk i afslappet hjemmestrik: Sådan nogle wanna-be-bonderøve. For ikke at tale om dem der ser ud som om de har brugt to timer på at klargøre udseendet før rejsen: Ved de mon ikke, at der er andre værdier i livet end de ydre?
Faktisk var det svært at finde nogen, jeg slet ikke havde nogle fordomme om – og de, der levede op til de høje kriterier var sjovt nok de, der mindede mest om……mig. Heldigvis kender jeg mig godt nok til at vide, at mine fordomme hurtigt kommer til skamme, når jeg faktisk taler med folk, men alligevel lidt skræmt over min indre meget skrappe, snæversynede dommer. (Og at jeg selv kan finde på at se Familien på Bryggen er jo en ganske anden sag!)