Man kan nu få sig en invisible girlfriend (invisiblegirlfriend.com). Det rigtig smarte er, at hun er et skønt menneske, der sender masser af kærlige SMS beskeder. Ikke noget med ”husk nu mælk” og den slags ligegyldigheder, men beskeder der viser, at hun er rigtig forelsket. Hun stiller ingen krav, og ser total godt ud. Det eneste uheldige er, at hun er invisible.
Man kan ovenikøbet selv opbygge sin fortid med hende. Sådan noget med, at man mødtes under en bjergbestigning eller reddede hende fra druknedøden. Man bestemmer helt selv, hvordan livet med hende burde have set ud. Ynkeligt? Måske… Men mest forunderligt. For hvem er det man bluffer? På hjemmesiden lægger de op til, at vennerne kan se, at man er i et fremragende forhold – men hvem tjekker deres venners sms’er? Så dybest set handler det vel om at bluffe sig selv. Og kan man det? Selvom man ved det er snyd – kan man så godt selv tro på det, bare et eller andet sted i bevidstheden? Og hvis man kan – er det så forkert? At prøve at gøre ens fantasier lidt mere virkelige?
Det centrale spørgsmål er, om det giver mening at bluffe sig selv i al almindelighed. Jeg gør det gerne. Bilder mig ind, at jeg har totalt styr på livet, at mine hensigter var rene, at jeg sagtens kan være en nærværende mor, selvom jeg arbejder hele tider osv. Jeg ser desuden mig selv som en total globetrotter, selvom mine rejser begrænser sig til +4 stjerners hoteller i civiliserede storbyer- og sådan en living-on-the-edge-type. Så kan det da godt være, at jeg ved, at det ikke er rigtigt, men det er jo rart at bygge et selvbillede op, som jeg kan lide – og som er lidt sjovere end kedelig-Karin, der bruger størstedelen af tiden i sofaen. Men så længe jeg primært bluffer mig selv er det vel OK? Eller er der et krav om, at jeg hele tiden skal gøre mig selv opmærksom på mine mangler? FB er et andet fantastisk medie til selvbluf – til at overbevise os selv og andre om, at vi lever et lidt mere fantastisk liv end vi egentlig gør. (Her kan man for øvrigt også købe ”likes” fra betalte venner)(Og jo, jo – jeg ved godt, at FB bruges til så meget mere end det, så ikke ment som en nedgørelse af dette fine medie)
Måske er det bare en gradbøjning af selvblufferiet, når man bestiller en invisible girlfriend , når man laver opdateringer på FB – og når man overbeviser sig selv om sine egne fortræffeligheder. Og er det ikke OK? Eller skylder vi verden og os selv at være 100% sandfærdige – også om det vi er mindre stolte over?
Det er heldigvis dejlig nemt at lægge afstand til en trist ensom mand, der bruger penge på at SMS-samtale med en computer – velvidende at vi alle sammen bluffer os selv i mere eller mindre grad.
