Efter Jakob Ellemans sygdom, er der endnu engang kommet fokus på arbejdsvilkårene som folketingspolitiker. En del udefra mener at vide, at vi absolut ikke har grund til at være stressede, da vi jo ikke har rigtigt arbejde. Jeg har kun været i politik i 3 måneder, men synes desværre allerede at jeg har tilstrækkelig ”stresserfaring” til at byde ind i denne debat, selv om min situation på ingen måde er at sammenligne med Jacob Ellemans, der, også rent objektivt set, har haft en voldsom periode.
Stress er ikke udløst af for meget arbejde. De fleste, der går ind i politik, har nemlig ikke det fjerneste mod at have travlt – og tager gerne møder både aftener og weekender, hvis det kræves. Men det, der stresser, er følelsen af at være bagud, at have udefinerede opgaver og et uklart ansvarsområde.
Som en af 179 folkevalgte føler jeg et kæmpe ansvar. Jeg er blevet betroet at være med til at tage ansvar for landet på en særlig måde, da jeg netop er med til at lovgive! Det ansvar giver både koldsved og ærefrygt. Da jeg startede, glædede jeg meget til at være med til dette arbejde, med en tro på, at jeg kunne medvirke til at gøre det bedre.
Men nu, da jeg er fanget i det daglige arbejde, er jeg ganske forvirret over, hvad min rolle egentlig er. På ingen tid blev min kalender fyldt op med møder. Udvalgsmøder, gruppemøder, møder med interesseorganisationer, ordførermøder. Jeg kan altså snildt bruge al min tid på møder. Som de fleste dog nok også ved, er det ikke på møderne, der bliver rykket en hel masse. Ofte er møderne ren orientering. Så tro mig – jeg er efterhånden gennemorienteret. Jeg har selv 4 ordførerskaber: Klima, energi & forsyning, uddannelse & forskning, EU og civilsamfundet Så ved siden af møderne, skal jeg have styr på, hvad der ligger inden for de forskellige områder. Og hvert af disse områder er en kæmpe mundfuld. Efter bedste evne, har jeg derfor prøvet at gøre mig klog på alt fra rørlægning, fiskekvoter, forskningsreserven til Barnets Lov.
Det siger måske sig selv, at det er svært at blive ekspert indenfor disse områder på kort tid – og siden jeg er startet, er jeg blevet endnu mere taknemmelig for, at vi har et fantastisk embedsværk. Eksperter inden for alle områder, man kan spørge til råds. Men selvom jeg kan spørge nogen til råds, skal jeg selv vide tilstrækkeligt til at have en klar holdning.
Med en baggrund fra forskningsverdenen, er jeg vant til, at man først ved, hvad der er det rigtige at gøre, når man har lavet en grundig analyse. Og den tid er der bare ikke. Af medierne bliver vi afkrævet holdninger nu! Vi får ikke en uge til at fordybe os i et emne, og afdække for og imod, så vores ”fordybelse” i emnerne skal ske, når vi har 15 minutter mellem møderne. Og når jeg så synes, at jeg har analyseret et emne godt nok, til at have fået en klar holdning, er der måske ikke længere nogen, der interesserer sig for, hvad jeg mener. For toget er kørt videre.
Desuden har medierne en interesse i at få os udstillet. Konflikter og halvdumme udsagn har høj værdi, så man skal virkelig vare sin mund. En uoverlagt sætning kan nemt skabe en problematisk overskrift, har jeg allerede erfaret. Personligt lider jeg derfor allerede af journalistparanoia! Derudover lider jeg også lidt af embedsmands-mindreværd – altså den følelse at utilstrækkelighed jeg føler, når en embedsmand, der har siddet med området i 10 år, kigger overbærende på mig, når jeg (igen) stiller et dumt spørgsmål. (De svarer dog altid pænt og høfligt, men jeg ved, hvad de tænker indeni!).
Lovgivningen går desuden både meget hurtigt og ekstremt langsomt. Indenfor klimaområdet går det sindssygt hurtigt, fordi lovgivningen prøver at holde trit med udviklingen i samfundet. Der bliver hele tiden taget nye (gode, grønne) initiativer, der ikke lige var tænkt ind i lovgivningen, så derfor skal der handles nu. Da jeg alligevel ikke har den tekniske indsigt til at forstå detaljerne i den meget komplekse lovgivning, er det primært embedsmændene, der skal tage aktion. Men alligevel skal jeg være ”med”, og prøve at forstå detaljerne, så jeg kan formidle dem videre, da jeg er ansigtet udadtil. Når jeg skal udtale mig offentligt, er jeg således til en slags eksamen i min tekniske forståelse af sammenhængen mellem udbygningen af elnettet, solceller på kommunale bygninger og de højere russiske gaspriser – og meget langt fra min oprindelige drøm om at skulle udtænke nye grønne visioner. Og da regeringsdannelsen desværre tog lang tid, må jeg forstå, at der ikke er tid til at diskutere detaljer for uddeling af diverse støttepuljer, da finansloven skal igennem – så mine eventuelle gode idéer må vente til et andet år. Eller måske til efter næste valg.
Samlet betyder det, at jeg er ramt af en følelse af ikke at leve op til mit (til tider udefinerede?) ansvar, selvom jeg har mere travlt end nogensinde. Og jeg har ikke selv helt forstået, hvorfor jeg har så travlt. Leger jeg mon bare, at jeg er vigtig? Arbejdet med mine egne mærkesager prøver jeg stadig at få plads til mellem møderne, men da jeg ikke har tilstrækkelig tid, går det langsomt. Desuden frygter jeg, at når jeg har et gennemarbejdet forslag, som jeg ved, vil gøre Danmark til et bedre sted(!), skal jeg først i gang med at overbevise alle andre om idéen, og den vil sandsynligvis blive aflivet i processen. Og måske endda ikke på grund af indholdet, men bare fordi jeg tilhører et forkert parti.
Opsummeret, er jeg fanget mellem følelsen af, at alt hvad jeg gør, er meget vigtigt, da det potentielt kan påvirke landets fremtid – samtidig med at jeg frygter, at jeg er en utrolig uvigtig del af systemet, der ikke kommer til at ændre noget som helst. Så derfor ved jeg ikke, om jeg skal have dårlig samvittighed over ikke at udrette nok, eller jeg skal vælge en mere apatisk tilgang, da jeg nok alligevel ikke betyder så meget…
Heldigvis er jeg endnu ikke ramt af stress, og håber, at jeg kan holde mig oven vande. Og nogle af mine frustrationer kan skyldes, at jeg stadig er nybegynder, og endnu ikke formår at prioritere. Derfor er jeg stadig fortrøstningsfuld, og arbejder videre, i håbet om, at jeg faktisk finder ud af, hvordan jeg skal håndtere mit nye liv. (Og hvordan jeg skal komme videre med ”mine” sager).
Kan I forstå stressfølelsen, eller er vi bare lidt sarte, os politikere?
