Nu går året på hæld, og efter vinter kommer sommer, og ak, hvor blev tiden dog af, og hvor bliver de dog store, børnene.
Hvad bragte 2016 så med sig? Overordnet vel et ganske fint år, uden de helt store kriser. Mindeværdigt? Tjo, på nogle punkter – men om jeg kan huske 2016 som noget helt specielt, når jeg sidder og gnækker på plejehjemmet, er måske ikke så sandsynligt. Men hvad er der egentlig sket?
Manden er heldigvis den samme, som i de mange forrige år – men nu helt uden hår (mere allergivenlig?). Børnene ER blevet store. Tre teenagerne i hjemmet, og en pige, der har rundet 8 år.
Hun har stadig sin fantastiske positive tilgang til livet. Dagligt får vi lange, lange fortællinger om alt det spændende, hun har oplevet i skolen -og om alt det hun glæder sig til at opleve. Og hun glæder sig faktisk til alt: matematiktimerne (mors pige :)), gymnastik, legeaftalerne, at farmor henter, weekenden, nye afsnit af yndlingsserien, næste kapitel i Harry Potter. Kan jo ikke undgå at blive smittet af hendes entusiasme over livets store og små oplevelser. Og jeg husker at nyde det, og suge til mig af hendes entusiasme – for som det realistiske menneske jeg er, ved jeg jo godt, at dette ikke varer ved. En dag om ganske kort tid (ak, ak), er hun også en pre-teenager, der synes det hele er svært!
Kommunikationen med drengene har været mangelfuld. Det kræver overtalelse at få dem til bare at sidde en halv time i stuen sammen med os. Har kæmpet en hård kamp for at lære dem konversationens svære kunst ”At bidrage aktivt til en samtale”. Det er dog svært, når man bliver mødt af ”Hvorfor skal jeg spørge, når det ikke interesserer mig?” – for hvad siger man lige til det? Og har de en pointe, når de mener, at kommunikation med andre mennesker er overflødig, medmindre det drejer sig om en fælles mål i et spil? Prøver at berolige mig med, at det er en fase, som jeg nok ikke er den eneste teenageforælder, der gennemlever. Men drengene er generelt ikke særlig positive og glade, og den store frygt er, at de slet ikke har det godt indeni. Føler de sig ensomme? Har de nogen store bekymringer, de ikke vil dele? Og skal jeg bare slappe af og håbe det bedste? Dette er helt klart den parameter, der topper årets bekymringsliste.
Selvom jeg faktisk er gået fra at være en simpel lønmodtager til at være en vaskeægte direktør (den er god nok, sådan står der på brevene) har mine arbejdsopgaver ikke ændret sig det helt store. Den primære forandring er, at jeg nu selv skal sende fakturaer ud. Havde egentlig forventet en større mental forandring – måske en følelse af frihed? Den er desværre udeblevet – faktisk tværtimod. Nu er jeg blevet mere bevidst om, at når jeg holder ferie, tjener jeg ingen penge – og er det så bedre at vente med ferierne til et tidspunkt, hvor der ikke er nogen kunder? Og hvornår er det lige det er? Ikke meget frihed dér. Har dog været totalt forkælet, for kunder har der været masser af. Oveni købet søde mennesker!
Den store arbejdsmæssige forandring er sket på bijob-siden: Kan nu kalde mig ceremonimester, og har klaret de første begravelser på egen hånd. At kaste sig over begravelser synes jeg selv var meget sært (og jeg er jo ikke sær!) – også taget i betragtning af, at jeg altid har været meget bange for døden. I virkeligheden var det en ren tilfældighed der fik skubbet mig i den retning – men det er helt klart en af de tilfældigheder, som jeg nu er meget glad for. Både fordi jeg har mødt nogle dejlige mennesker og fordi jeg har haft nogle rigtig gode oplevelser ved begravelserne. Man bliver faktisk glad for livet, når man bliver konfronteret med døden (helt banalt). Nu er jeg mere bevidst om, hvad jeg gerne vil have, der bliver sagt i min begravelsestale. Ikke at talen i sig selv er det centrale, men jeg vil helst ikke kun huskes for, at jeg var smadderdygtig til at skrive valideringsprotokoller og lave chili con carne.
Verden længere væk fra Bangsbo Plads ser sådan nogenlunde lige så skidt ud som den plejer. Men who cares, når man kan sidde i sin sofa og se Netflix? Måske får jeg en dag en seriøs opvågning og gør noget aktivt for en bedre verden….. Men det bliver nok ikke lige i aften.
