43 år. Sådan rent statistisk har jeg levet halvdelen af mit liv. Tidsmæssigt burde jeg altså have lige så lang tid tilbage til at opleve verden, som jeg allerede har haft – og det er da rigtig lang tid! Det føles i hvert fald som meget længe side, at jeg startede i børnehaveklassen på Muldbjergskolen i 1977.

Så burde man nok tænke ”ro på, du når jo nok det hele”. Men når man som jeg, lever i en permanent eksistentiel krise over at livet bare går, sådan uden videre, er det bestemt ikke nemt. Man bliver gammel. Og så dør man. Uden at nogen har fortalt nøjagtig, hvad det er, man skal nå. Det er da svært.

Hvis jeg har 43 år foran mig, kan jeg jo i princippet nå ALT. Min triste tese er bare, at den sjove halvdel er overstået. Nu er det den kedelige halvdel, der venter. Og jeg ved ikke, hvad det er, jeg skal nå.

Som 50 årig kan jeg på arbejdet gå på seniorordning (=om knap 7 når). Det må jo betyde, at man i arbejdssammenhænge bliver betragtet som mere skrøbelig og mindre værdifuld? Sådan lidt ligegyldig – men trods alt alligevel for ung til, at man helt kan smide mig ud. Og måske har de en pointe: Hjernen begynder som bekendt allerede at ruste fra 20’erne, så det må jo være begrænset, hvad man kan forvente, når man er 50.

Når det gælder min attraktionsværdi hos mænd, er jeg også meget hurtigt på retur. Hvis nogen prøver at bilde mig ind, at man bliver smukkere med alderen, kan jeg henvise til denne billedserie. Bevares, man ældes forskelligt, men ligefrem smukkere bliver man som regel ikke: http://samvirke.dk/sundhed/gallerier/alder-billeder.html-0 Og sådan er det jo bare. Jeg skal vist bare være taknemmelig for, at jeg er blevet trygt gift.

Og hvad venter der af store oplevelser? Jeg har allerede prøvet at blive student, hvor verden lå åben for mine fødder. Har rejst rundt i en eksotisk verden. Har været vildt-og-irrationelt-ungdoms-forelsket. Har valgt mellem alle mulige spændende erhvervsretninger. Er blevet gift med en fantastisk mand. Har været gravid og vildt forundret over det magiske liv, der blev givet videre.  Har oplevet mine børn tage det første skridt og lære at tale. Har købt drømmehuset.

Måske er jeg faktisk på toppen lige nu! Livet er jo helt perfekt, med alt, hvad dertil hører! Men tanken om, at det kun går nedad herfra er bare ikke rar. Hvad er der i vente? Har ikke længere nogen store drømme om at se verden (har set den!) eller om at skifte karriere (har prøvet det hele) eller skifte mand (har fundet den rigtige).

Jeg har bare ikke en masse drømme, der ikke er opfyldt. Bliver det hele så ikke bare lidt kedeligt? Er nydelsen fra nu af bare en god kop kaffe i solen, mens jeg kigger på de glade børn, der leger? Eller kan man skabe en ”ny drøm”, så det igen kan føles, som da man var 18? Og nytter det med de nye drømme, når man alligevel bare er lidt træt, har begyndende slidgigt i både skuldre og knæ, og gerne bare vil sidde og se nyheder i fred?

Kan godt mærke, at en seriøs midtvejskrise er under opsejling. Så hvis I ser mig i en smart lille 2-personers sportsvogn med en 20 årig veltrænet mand ved min side, eller høre erklæringer om, at jeg har besluttet mig for at bestige Mount E., så ved I, hvad der er på færde.

Bevares, der er heldigvis masser af personer i min omgangskreds der ikke bekræfter min tese, så forhåbentlig bliver det ikke så slemt som frygtet. Er I også bange, derude?