Nu har jeg kørt i bil igen. Længe.  Glæden ved dette var, at jeg havde hele 6 timer til at blive klog på nye filosofiske emner. Og gavmild som jeg er, vil jeg da gerne dele denne nye indsigt med jer.

Nåmenaltså…. dét jeg har lært er, at moral er livsfornægtelse. Det er ikke noget, jeg lige har fundet på – men udtalt af Nietzsche, engang i tidernes morgen.  Moral er, ifølge ham, nogle regler, man pålægger andre – dybest set fordi man ikke selv er i stand til at leve livet.  Moral er altså noget, der anvendes til at fortælle andre, at ”det burde de ikke”. Og moral er i høj grad kulturskabt (- og skal ikke forveksles med etik, som er noget helt andet……)

Tænk lige over det…

I dag er man umoralsk/unormal, hvis man ikke er i stand til at følge de meget snævre livsspecifikationer, som vi selv har opstillet i vores samfund. Sund, slank, uddannet, velplejet, velovervejet, ikke-rygende, afholdende, veltalende, kontrolleret. Og vi er alle sammen åbenbart enige om, at sådan ER det jo bare.  Vi kan jo ikke være uenige om hvordan det gode, moralske menneske burde være. Der er jo gode grunde til, at vi har opstillet alle disse uskrevne regler!

Tænk bare på, hvordan det var i gamle dage! Dengang, da det var normalt, at fabriksarbejdere drak sig fulde i arbejdstiden. Og folk røg indenfor!!!! For slet ikke at tale om de sindssyge 70-ere hvor man eksperimenterede med stoffer og fri sex. Stakkels mennesker – de vidste åbenbart ikke bedre. Dengang fik vi jo heldigvis bevist, at det slet, slet ikke går med den uorden!!!

I dag ved vi, at hvis folk ikke kan finde ud af at kontrollere sig selv og deres drifter, er det jo dybest set, fordi de er unormale. Og sandsynligvis burde have en diagnose. Uanset om det drejer sig om overspisning, alkoholisme, rygning, ludomani eller stor sexlyst. Hvis vi ikke er decideret moralsk fordømmende over for mennesker, der har disse laster, har vi i hvert fald lidt ondt af dem.

Når dette emne ligger mig på sinde handler det selvfølgelig om, at jeg jævnligt føler mig ramt af normalitetens og moralens snævre grænser. Jeg er et af de skidte mennesker, der ikke altid kan finde ud af at leve op til det rette moralkodeks.

Bl.a. elsker jeg at drikke mig fuld. Sådan at miste kontrollen. Ingen bekymringer om ansvar. Det er en enestående tilstand, hvor man fuldt ud er i nuet. I en tilstand, hvor man bliver opmærksom på den overordnede mangel på mening med livet og faktisk synes det er helt OK alligevel. Hvor man kan føle sig i flow, uden at tænke på, at der er en opgave, der skal afsluttes, en madpakke, der skal smøres og at man bliver gammel og dør, bare sådan, uden videre.

Men det gør mig unormal/uansvarlig/umoralsk at jeg har lyst til dette – for hvis jeg havde et godt&sundt liv, ville jeg jo ikke have lyst til at glemme ansvaret engang imellem, vel?

I mine øjne er problemet i virkeligheden ikke, at jeg har denne lyst, som jeg synes er meget naturlig. Jeg synes faktisk, at alle de, der ikke har det sådan, er mærkelige! Livet er som bekendt ofte absurd og kan til tider kan forekomme meningsløst. Derfor har vi brug for at beruse os, på den ene eller anden måde: For at glemme/forstå/acceptere, at det bare er sådan, livet er! Beruselsen kan være med spil, alkohol, stoffer, sex eller hvad man nu foretrækker.

Problemet er i stedet, at andre opfatter det som et ”problem”. Og derigennem kommer man også selv til at opfatte det som et problem, for man vil jo helst ikke skille sig ud eller fordømmes. Jeg vil nemlig også gerne være normal! Det er ikke rart, hvis andre synes, jeg opfører mig uhensigtsmæssigt. (Hermed ikke sagt, at det ikke kunne blive til et problem, hvis det tager overhånd!)

Jeg vil nu, med min nyerhvervede viden om Nietzsches synspunkter, genoptage kampen for retten til ”uhensigtsmæssige drifter” og ”umoralsk opførsel”. Hvis det føles rigtigt indeni, skal vi stå ved retten til at føle sådan, og ikke nødvendigvis give efter for samfundets moralske anvisninger.

Slutspørgsmål: Når man har behov for at dømme andre, der vælger at leve ”anderledes”, kan det så som Nietzsche antyder skyldes, at man ikke selv tør leve livet? Eller er det bare et argument, de umoralske bruger som påskud/undskyldning for deres gerninger?

Og til allersidst: En hyldest til umoralen fra Matilde Falch.

moral 2