Hvem bestemmer? Om at vælge døden

På vores nyligt overståede årsmøde i Moderaterne, var der to indlæg under ”frit ord”, der gjorde stort indtryk på mig. Begge kredsede om døden. Det ene handlede om muligheden for at få hjælp til at dø, og det andet om organdonation. Begge emner, der kan få de store følelser i blus, og som kan skille vandene. I Moderaterne har vi endnu ikke en veldefineret politik på nogen af områderne, og jeg tvivler på, at alle i partiet bliver helt enige om, hvordan vi står i forhold til disse emner.

Jeg har selv haft døden tæt på mange gange, bl.a. gennem mit bijob som begravelsesleder, som både indbefatter at varetage begravelsen, men også samtale med den døende for at planlægge begravelsen. Jeg har oplevet mennesker, der selv har ”valgt” at dø. Andre har, trods enorme smerter, kæmpet for bare at få en enkelt dag mere ud af dette liv, og de har overfor mig sat ord på, at hvis de bare kan få en enkelt dag mere med deres børn, vil det altid være smerterne værd.

Mit eget ståsted er klart: Jeg tror på menneskets evne til selv at bestemme, hvad der er det rigtige for dem. Jeg tror på, at en døende selv er i stand til at vurdere, at nu er smerterne så overvældende, at glæderne ved livet på ingen måde opvejer det. Ingen andre end én selv kan bedømme, hvad livet er værd for den enkelte. At man, når man ikke kan klare livet mere pga. ulidelige smerter, bliver nødt til at tage til Schweiz eller Holland, for at få indfriet sit ønske om at dø, synes jeg er tragisk og uværdigt. Væk fra alt det, man kender. Vi ønsker jo nok alle at dø i trygge og rolige omgivelser, med vores kære ved vores side.

Personligt synes jeg derfor, at det er relevant igen at kigge på muligheden for at vi kan tillade assisteret selvmord i Danmark. Bekymringerne ved at tillade denne praksis er relevant: Kan man f.eks. føle sig tvunget til at vælge livet fra, fordi man er bange for at være til besvær? Det kan man ikke udelukke, og det er selvfølgelig trist. Men den enkeltes ønske om at dø, kan man ikke tage fra dem. Spørgsmålet er således kun, hvor besværligt, vi skal gøre det at få opfyldt dette allersidste ønske?