Jeg har været frivillig i Café Blom – en café for psykisk sårbare, som det så fint hedder. I den forbindelse nævnte flere af gæsterne i caféen  en frustration over, at der – trods megen omtale – stadig er tabu forbundet med at være psykisk sårbar.

Det kan de nok have ganske ret i – så for at være med til at bryde tabuet vil jeg nu, ganske offentligt (altså, til den offentlighed, der læser min blog), melde mig i gruppen af psykisk sårbare!

Eller dvs – jeg føler mig faktisk overhovedet ikke psykisk sårbar. Faktisk opfatter jeg mig selv som rimelig robust og velfungerende. Men én gang psykisk sårbar – altid psykisk sårbar. Ligesom alkoholikere – eller?

Vil ikke trætte med en lang gennemgang af min barndom/ungdom, hvor min store sygdomsangst altid var med mig. Der er ikke den dødelige sygdom, jeg ikke har haft. Jo højere & hurtigere dødelighed, des flere gange har jeg haft det (faktisk er der en direkte proportional sammenhæng).

Da jeg godt vidste, at omverdenen ikke ville tage mig alvorligt, holdt jeg det primært for mig selv. Men inden i var jeg aldrig i tvivl om, at den var helt gal. Så selvom jeg udenpå virkede (nogenlunde) normal, gik der ufattelig meget tid på at forberede mig på min snarlige død. Og jeg kunne bestemt ikke selv grine af det – jeg var jo helt sikker på, at det snart var slut. Ind imellem var der selvfølgelig mere rolige perioder, hvor det fyldte mindre – men i gennemsnit tog jeg vel et stort sygdomsdyk mindst et par gange om året.

Men man vænner sig jo til det – at gå at være bange – så jeg gjorde ikke noget ved det. Ikke før den velkendte og vedvarende sygdomsangst blev erstattet af panikangst.

Oplevelsen med panikangst var meget spændende, men i første omgang ikke på den fede måde. Det var nemlig overhovedet ikke sjovt – langt fra, endda. Jeg var sidst i tyverne, og var ude på en date. Og så, pludselig, mens jeg sad på en café med en næsten-fremmed mand, slog den ned, angsten.

Jeg vidste jo ikke at det var angst. Men fra det ene sekund til det andet blev min hjerne forvandlet. Det var en fornemmelse af, at alle hjernecentre blev aktiveret til maksimum på én gang. Jeg kunne ikke lukke nogen indtryk ude. Alle lyde kom ufiltreret ind. Jeg blev opmærksom på, at jeg ikke vidste nøjagtig hvordan rummet så ud – hvilken farver væggene havde. Jeg kendte ikke menneskerne omkring mig. Noget, som normalt overhovedet ikke er et problem. Alt virkede fuldstændig fremmed, fordi min hjerne prøvede at forholde sig til det hele på én gang. Og det var uhyggeligt. Lige pludselig kendte jeg slet ikke verden mere. Alt var nyt og jeg syntes bare det hele var skræmmende.

Jeg følte pludselig, at det krævede fuld koncentration at trække vejret – for jeg kom i tanke om, at jeg faktisk ikke vidste hvordan man plejede at trække vejret – altså hvordan man plejede at bevæge lungerene ud og ind. Og jeg blev usikker på, om jeg overhovedet kunne mestre denne komplekse øvelse, og frygtede derfor også, at jeg ville blive kvalt.

Som jeg husker det, var angsttilstanden næsten permanent i nogle uger derefter. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at lukke alle indtryk ude, og ville helst ikke ud af lejligheden. Lå og så dårlige amerikanske serier, for at prøve at fokusere alle mine sanser på lige netop dét program. Prøvede at undgå at blive skræmt af alle de nye lyde (som bare bestod af naboer, der bevægede sig, biler der kørte på gaden, fly der passerede – alt det, der hele tiden havde været der, men som jeg nu ikke havde en sluk-knap til).

Dét, der især skræmte mig var netop den manglende kontrol over min hjerne. Før mit angstanfald var jeg slet ikke bevidst om, at jeg styrede min hjerne. Den var jo bare en del af mig. Men i min angstperiode blev jeg klar over, at jeg overhovedet ikke kontrollerede den! Dér, inden i mit hoved, sat der en stor blævrende klump, som var mig, men som jeg slet ikke kendte. Måske kan det bedst beskrives som at bo i et stort hus, hvor man normalt kun bruger dagligstuen, men lige pludselig bliver opmærksom på, at der er 23 etager under dagligstuen, som man aldrig nogensinde har været i. Og med god grund, for der er intet specielt godt at opdage dernede. Der er støvet og uhyggeligt – men lige pludselig bliver man tvunget derned.

Samtidig var det jo også spændende. Spændende pludselig at se alle de andre lag – og blive bevidst om, hvor meget jeg normalt plejede at kontrollere hjerne uden overhovedet at lægge mærke til det – uden at gøre en indsats! Det gav mig et helt andet syn på mig selv.

En bivirkning var, at jeg fik en vished om, at det hele – altså selve livet – var fuldstændig meningsløst. Nu har jeg aldrig været religiøs, og har som sådan aldrig troet på en større mening med livet – men nu var det på en anden måde. Det var en virkelig insisterede tanke, der  satte sig fast. At jeg bare er en dims i livet – ligesom alle andre dimser, som helt tilfældigvis er på denne klode. Uden grund. Så hvad jeg sagde/gjorde, gjorde jo ingen forskel.

Alle regler virkede pludselig absurde. ”Hvorfor”-spørgsmålet blev ved med at køre rundt, vel vidende der ikke var et svar. Det var meget svært at motivere mig selv til at tage på arbejde, når nu jeg vidste, at det hele var så fuldstændig ligegyldigt.

Jeg fik i den periode en lidt for god evne til at komme op i helikopteren, hvorfra jeg kunne iagttage det bizarre liv, som mennesker nu engang lever.

Denne dybe erkendelse af mangel på mening var bestemt ikke kun negativ. På mig virkede den beroligende. Fra at være opsat på at kunne kontrollere alting, faldt der en tung sten fra mine skuldre. Jeg var jo slet ikke så vigtig, og det hele skulle jo nok gå (der var jo heller ingen plan med livet, så det kunne faktisk slet ikke gå galt). Derfor var jo ikke så slemt, at jeg ikke lige blev færdig med den opgave til tiden, eller at jeg aflyste aftaler, jeg ikke havde lyst til.

Kom derefter ind i en periode, hvor jeg virkelig levede livet. For muligvis skulle jeg snart dø, men det var der jo ikke noget at gøre ved, og så var det jo bare med at leve fuldt ud. Husker det som en meget, meget intens periode. Og en periode, hvor jeg bestemt ikke var kedelig og forudsigelig at være sammen med. Det var på mange måder en fantastisk periode, da jeg var så dejligt ligeglad med alting, og derfor ikke var bange for at prøve noget nyt. Jeg ville bare have det maksimale ud af hver eneste dag.

Nu er jeg blevet normal & kedelig igen. Er jeg så stadig psykisk sårbar? I hvert fald opfatter jeg mig ikke sådan. Snarere som en, der har et godt indblik i mit eget sind, og har haft nogle stærke og spændende oplevelser i min egen hjerne – og en der ved, sådan nogenlunde, hvad andre med angst går igennem.

Blev dog ikke normal igen helt uden hjælp, men mere om det en anden god gang……

IMG_0496