For få måneder siden mødtes jeg med en mand, fem dage efter at han havde forsøgt selvmord. Han var svær at nå ind til, og snakkede primært om, hvor ærgerlig han var over, at han forsøg var mislykkedes. Jeg følte mig enormt utilstrækkelig, men forsøgte på bedste vis at snakke ham fra at gøre det igen. Men jeg tror slet ikke, at han lyttede til mig. Hans øjne afslørede, at han var langt væk i sin depression, og han reagerede ikke på ord. Hans historie var, at han efter forsøget på selvmord var blevet indlagt. Efter tre dage, da han var ”fysisk stabiliseret”, blev han udskrevet igen, meget mod sin vilje, og uden en plan for det videre forløb.
Denne historie er bestemt ikke unik. Personalet på de psykiatriske afdelinger er ultrapressede. Tænk, at have et arbejde, hvor man ofte er nødt til at sende svært syge mennesker ud til en meget uvis fremtid. Personalet ønsker jo også kun at hjælpe, men har ikke magiske evner – og bliver nødt til at vælge. Vælge hvem de tror, har mindst risiko for at begå selvmord, og derfor skal overlade deres seng til en anden. Det er så sindssygt (!), at vi ikke har et bedre system i vores rige land. At så mange ikke kan få den hjælp, de har brug for, når de reelt er på afgrundens rand.
10 års planer for psykiatrien er selvfølgelig gode at have, men det hjælper ikke Ole, der har brug for hjælp i dag. Manglerne i psykiatrien er en af hovedårsagerne til, at jeg har kastet mig ud i min politiske kamp. Jeg vil gerne være med til at gøre forholdene bedre. Og ja, det kan alle sige – det er definitionen på varm luft – men i mit næste indlæg, vil jeg dele nogle af mine tanker om, hvad der kan gøres med jer 😊
