Til kamp mod fornuften og angsten!

Der er sørme mange ting man kan være bange for her i verden. Og mange af disse farer møder man, når man bevæger sig ud i verden. Værst af alt er andre mennesker! Man kender ikke deres hensigter. De kan potentielt både finde på at misbruge, voldtage, indoktrinere, lyve, snyde, slå og bide. Men der er skam også alle mulige andre farer: Sol, biler, fedt, bier, hunde, sukker, nedfaldende elledninger, cigaretter, alkohol, sprøjtegifte, hårfarve, edderkopper, plastikposer, sklerose, gigt og ujævne trappetrin. Desuden skal man passe på ikke at sige noget dumt, for det kan også være farligt. Man kan jo såre nogen. Derfor er der ikke sjældent advarsler i medierne. Og jeg hader deres advarsler! Jeg er nemlig en rigtig bangebuks, og bliver altid nervøs når jeg får at vide, at noget er farligt.

Men jeg har taget en beslutning, som ikke nødvendigvis er specielt klog: Jeg nægter generelt at lytte til advarslerne. Jeg smører derfor ikke mine børn ind i faktor 50 inden jeg sender dem i skole. Jeg drikker gerne mere end 7 ugentlige genstande. Og gerne på en gang, selvom jeg ved, at det er utrolig skadeligt for mig. Jeg snakker også gerne med en hjemløs, som muligvis er en anelse psykisk ustabil. Og jeg siger gerne dumme ting.

Jeg gider nemlig ikke at være bange. Jeg har taget min del af ”bange” gennem livet, og nu må det være nok. Og livet er rigtig kedeligt, når man er bange – det ved jeg. Selvfølgelig er min jeg-er-ikke-bange-filosofi total påtaget, og mit wild&crazy liv (uden angst) er også på det meget jævne: Ikke noget med base-jumping og hård narko, men i det små. Det er dejligt at vælge at have en naiv tro på, at andre vil én det godt, og at der selvfølgelig ikke sker noget, selvom alt hvad jeg foretager mig /siger ikke er helt gennemtænkt. Desuden tror jeg på, at det tit det lidt farlige og anderledes, der gør det sjovt at være menneske. Alt det halvdumme som vi gør, fordi vi som mennesker har brug for spænding. Det er bare sjovere når man er lidt bange – ligesom Tårnet i Tivoli: Det ville jo ikke være sjovt hvis det var halvt så højt og kørte med reduceret hastighed. Hvis vi alle holder os uden for farezonen, hvis vi siger de rigtige ting og altid gør, det er bedst for os, puuuha.

Jeg ville virkelig ønske, at der var mange flere mennesker, der gjorde noget dumt og anderledes– altså ikke bare på den wannabe-wild&crazy som mig selv, men noget rigtig provokerende, som kunne sætte gang i debatten og gøre op med det fornuftige. Gerne sådan nogle halv-usympatiske Spies-typer, som altid kunne skabe debat om hvad man ”bør gøre”. Så dette indlæg skal ses som min personlige kamp mod det puritanske, fornuftige og korrekte samfund. Og som en opfordring til alle jer derude om at gøre noget dumt og vildt i dag. Det går jo nok alt sammen alligevel.