Det har åbenbart været et meget sløvt halvt år. Ingen opdateringer overhovedet. Min lyst til at kommunikere gennem denne blog er blevet overtaget af alle mulige andre mere eller mindre håbløse projekter. Nu er planen dog at komme igang igen. Ikke fordi jeg forventer, at der sidder en masse spændte læsere og venter, men mest fordi, jeg ved hvor meget det giver mig selv, når jeg får skrevet mine tanker ned. Det er ren terapi. En møg-træls dag på arbejdet kan faktisk blive vendt til noget positivt bare ved at skrive om den…….
Sidste uges højskole bød på to dages skrivekursus. Det var meget bedre end jeg forventede (har det med altid at være skeptisk – en uvane). Første øvelse gik på at skrive non-stop – en øvelse der skal sætte gang i kreativiteten, da man er tvunget til at skrive et-eller-andet. Og som ender med at blive meget personligt, da det er svært at give udtryk for andet end det, man lige tænker på nu. Efterfølgende skulle der skrives om sanseindtryk fra barndomskøkkenet. Umiddelbar en snæver opgave: “Der lugtede af mad, og der var varmt – især når komfuret var tændt”. Men det endte med at være vidt forskellige historier, der blev fortalt. Tankevækkende, hvor meget en simpel beskrivelse af et køkken kan fortælle om folk: Var det en tryg barndom, blev de hørt og forstået, blev der sat pris på madkunst, var der mange regler mm. Blev inspireret til selv at skrive erindringsglimt. Mere end “glimt” kan det ikke bliver til, da min hukommelse er utrolig hullet! Kan ikke huske første skoledag/sidste skoledag, ferier mm – kun små episoder, der i virkeligheden ikke er specielt mindeværdige. Bliver de interessante? Nok ikke – men en sjov indre rejse.
