Min egen lille tradition: En beretning om årets gang på Bangsbo Plads. Ganske givet mest interessant for mig selv, da der ikke er sket nogle større revolutioner – men derfor må I gerne læse med alligevel.
Jeg startede min skrivning med at se, hvad jeg havde skrevet sidste år…. og ak, en af profetierne er allerede gået i opfyldelse: Den altid-begejstrede Tilde har undergået en forvandling fra ”jeg glæder mig til alt” til ”alt er bare SÅ kedeligt”. Hver morgen starter med en gennemgang af alle de dødsyge fag, hun skal have i dag. Muligvis er teenagehjernen ved at overtage, så dette er en naturlig konsekvens af hormoner, der rumsterer. Men jeg kan ikke lade være med at frygte, at hun også er blevet påvirket af sommerens armbræk/narkose/operation/efterfølgende måneders stilstand. Heldigvis er hun stadig en lige-så-skøn pige, der dog lige pludselig slet ikke er lille længere. F.eks. er det fuldstændig slut med at ønske sig legetøj til jul. En epoke er forbi. Indimellem kan hendes gamle glade sind dog godt findes frem under brokkeriet, hvis underholdningen er tilfredsstillende (og det må jeg så sørge for, at den er!).
Andre børnebekymringer har der selvfølgelig været masser af – for jeg har stadig ikke luret kunsten at finde ud af, hvad der foregår inde i en teenagedrengehjerne. Hvordan ved man, at de er tilfredse indeni, når antallet af ord, der kommer ud, er minimalt – især når det drejer sig om følelser. Er det nok at konstatere, at appetitten er ok, og de ikke ligger og stirrer ud i luften? Lige nu har vi to stk drenge i 9. klasse, der begge virker til at synes, at skolen er alletiders, og faktisk brænder for at gøre det godt (og også gør det vildt godt – mor er stolt). Men burde de være ude og drikke sig ned, som deres mindre-fornuftige forældre gjorde i deres alder? Burde de være mere sociale? Og er de lykkelige? Det håber jeg inderligt, at de er (selvom mindre end ”lykkelige” også kan gøre det – bare de er ”tilfredse”). Men de har ganske givet også har masse af tanker og bekymringer, de ikke vil dele.
Vi har i indeværende år gjort vores til at få klimaet til at gå under, med en meget lang ferie den halve klode rundt. Denne ferie har jeg underholdt med i en tidligere blog. Den lange, tørre sommer (som vi rejste væk fra, til fordel for asiatisk regnvejr) har sat mange klimatanker i gang – og jo, jeg skammer mig helt oprigtigt over vore lange flyrejser. Men skammen kan åbenbart holdes nede, for vi flyver jo videre. Det står skidt til, når man ikke retter sig efter sin egen moral. Eller mener jeg mon, at det bare alle de andre, der skal holde op med at rejse? Nå, men man kan jo ikke tale sig ud af den dårlige samvittighed… ihvertfald synes jeg, at det er dejligt at komme væk fra dagligdagen og konstatere, at der findes andre underlige mennesker, derude i verden.
Arbejdet. Tjjaaa og bum, bum. Det går vel, som det skal. Det er ikke fordi, jeg går rundt med armene over hovedet, eller føler, at jeg er med til at gøre en stor forskel for menneskeheden. Sjovt nok, er mine ambitioner på det faglige arbejdsplan stort set forduftet, i min erkendelse af, at jeg jo alligevel bare er et rustent tandhjul i den store maskine (hvis jeg var et større tandhjul, skulle jeg måske arbejde drønhårdt, og det gider jeg jo ikke). Arbejdsglæde oplever jeg, når jeg er i flow – altså når jeg er helt optaget af en dataanalyse, eller at finde løsningen på et besværligt problem. Men glæden er nok på samme niveau, som når sodukoen går op. Og selvfølgelig er jeg glad, når jeg er sammen med sjove kolleger, som jeg heldigvis har nogle stykker af, sådan rundt omkring/indimellem. Noget sjovere har det været at være med i opstarten af vores familievirksomhed (ok, det er nok mest Jon’s virksomhed, men når det regner på præsten…. – og jeg ejer vist også 0.2% af den). Jeg har stadig et håb om, at ”vi” har opfundet vidundermidlet mod leddegigt, og så skal det nok gå hen og blive rigtig spændende.
Det andet arbejde – altså Humanisterne – har også fyldt en del, primært på den gode måde. Jeg skal ud og holde begravelse i morgen, og her føler jeg, i al beskedenhed, at jeg gør en forskel. Sådan nogen som mig, har brug for at få livet sat i perspektiv med jævne mellemrum. Og det bliver sat i perspektiv, når man skal forholde sig til et andets menneskes død, og hvad der er vigtigt her i livet. Ellers går jeg hen og glemmer det, mellem alle pligterne (som måske ikke altid er så vigtige, endda). Jeg bilder også mig selv ind, at jeg efterhånden er nogenlunde god til at få stykket en tale sammen, der beskriver den afdøde på en god måde.
Min elskede Café Blom skal heller ikke glemmes, selvom det ikke tæller som ”arbejde”, men ren fornøjelse. Bevares, så indgår jeg i teamet af frivillige, hvilket betyder, at jeg skal sørge for, at der er kaffe, og at døren bliver låst, når vi går. Men det ændrer ikke på, at jeg nyder at være der. Jeg passer perfekt ind i gruppen af psykisk sårbare, og det er et pragtfyldt sted, hvor man kan få lov til at være helt sig selv – også selv om man er underlig. Den åbenhed man kan finde der, finder man ikke mange andre steder. Det var en sjov erkendelse, da jeg indså, at jeg på mange måder passer bedre ind der, end i mange af de andre sammenhænge, jeg befinder mig i. Dér skal man ikke leve op til noget, og der opstår altid spændende snakke, der rækker langt ud over, om maden smager godt.
Sidste år erklærede jeg, at jeg ville i gang med at afholde foredrag, og dette er også sket. Hele tre styks er det blevet til – primært om døden (sikke da en humørspreder). Det har såmænd været meget sjovt, men så heller ikke sjovere (-been there, done that). Må hellere finde på en ny aktivitet i det nye år – måske skulle man begynde en eller anden uddannelse igen?
Jeg havde engentlig tænkt mig at skrive endnu mere, men så når jeg ikke min eftermiddagslur – så en benhård prioritering, får mig til at stoppe nu :)
