Jeg er på ferie. Omgivet af alle mine elskede. Tænk, at være så heldig i livet store spil: At være blevet beriget med fantastiske og sunde børn og en dejlig mand – og tilstrækkeligt med råderum i økonomien til at kunne tage på rejse. Lige nu burde jeg være fanget i den ultimative lykkefølelse. Og jeg ER dybt taknemmelig. Men følges taknemmeligheden så med en ubetinget lykkefølelse? Næ, nej. Så nemt skal det ikke være.
For nyder jeg det nok? Sørger jeg få at få de dybe samtaler med min mand, jeg burde? Sørger jeg for, at jeg kommer så tæt på mine børn, som jeg kan – sådan optimal kvalitetstid? Sørger jeg for at indhente det, jeg har forsømt i løbet af de travle arbejdsdage? Og hvordan sikrer jeg, at vi alle nyder det? Det, der skulle være ren afslapning bliver på absurd vis omdannet til indre krav + stress + frustrationer!
Når jeg (momentalt) faktisk er i nuet i et mindeværdigt ferieøjeblik, ligger tanke nummer to klar: For HUSK NU at nyde det! Så bliver jeg stresset over, at jeg måske ikke når at nyde det nok. Om lidt er denne unikke stund jo forbi. For aldrig nogensinde at komme igen! Som i ALDRIG nogensinde! Jeg vil aldrig igen kunne nyde min 6 årige datters begejstrede fortælling om et underligt krabbelignende tøjdyrs fødselsdag (-næste år er denne uskyldige begejstring måske forbi). Jeg vil aldrig igen kunne nyde denne fantastisk alene-stund med min 11 årige kloge og tænksomme dreng, hvor vi deler begejstringen for det farverige fiskeliv (-næste år gider han sikkert ikke hygge med sin mor). Man kan altså ikke ”bare gøre det igen”.
”Sådan er livet jo”, tænker du måske. Ja, sådan er livet. Men det er da unfair. Unfair at man ikke kan få lov at gå tilbage og afspille de unikke øjeblikke igen. At man kun får én chance til at nyde netop dette øjeblik. Ikke noget med 10 ture som på Bakken – så man kan nå at blive lidt træt af det. Hvis man bare fik 10 ture, behøvede man ikke at stresse over ikke at nyde det tilstrækkeligt første gang.
Ferier skal desuden som bekendt være en perlerække af gode, dybe og smukke oplevelser. Men hvad nu, når børnene helst bare gerne vil sidde og spille computer – er det så OK? Eller hygger vi kun, når vi alle sammen laver noget sammen? Skal vi spille kortspil, være på udflugt eller se lokal folkedans sammen for at det tæller? Hvornår er det optimeret feriehyggetid, og hvornår spilder vi bare tiden? Puha det er svært……
Bevares – der kommer da andre dejlige oplevelser. Men ikke de samme. Tænk at komme hjem fra 2 ugers ferie for at erkende, at man overhovedet ikke fik optimeret samværet og spildte al for meget tid. Slut herfra. Vi skal til krabbedyrets fødselsdag. Og til alle jer der skal på ferie: Husk nu at nyde det! :)
