Huskede jeg nu at nyde det NOK?

Dét, Karin mener, er...
Jeg er på ferie. Omgivet af alle mine elskede. Tænk, at være så heldig i livet store spil: At være blevet beriget med fantastiske og sunde børn og en dejlig mand – og tilstrækkeligt med råderum i økonomien til at kunne tage på rejse. Lige nu burde jeg være fanget i den ultimative lykkefølelse. Og jeg ER dybt taknemmelig.  Men følges taknemmeligheden så med en ubetinget lykkefølelse? Næ, nej. Så nemt skal det ikke være. For nyder jeg det nok? Sørger jeg få at få de dybe samtaler med min mand, jeg burde? Sørger jeg for, at jeg kommer så tæt på mine børn, som jeg kan – sådan optimal kvalitetstid? Sørger jeg for at indhente det, jeg har forsømt i løbet af de travle arbejdsdage? Og hvordan sikrer jeg,…
Read More

At blive gammel

Dét, Karin mener, er...
43 år. Sådan rent statistisk har jeg levet halvdelen af mit liv. Tidsmæssigt burde jeg altså have lige så lang tid tilbage til at opleve verden, som jeg allerede har haft – og det er da rigtig lang tid! Det føles i hvert fald som meget længe side, at jeg startede i børnehaveklassen på Muldbjergskolen i 1977. Så burde man nok tænke ”ro på, du når jo nok det hele”. Men når man som jeg, lever i en permanent eksistentiel krise over at livet bare går, sådan uden videre, er det bestemt ikke nemt. Man bliver gammel. Og så dør man. Uden at nogen har fortalt nøjagtig, hvad det er, man skal nå. Det er da svært. Hvis jeg har 43 år foran mig, kan jeg jo i princippet nå…
Read More