Jobcentrene koster samfundet ca 13 milliarder om året. De er sat i verden for at hjælpe ca 70.000 arbejdsløse. En hurtig beregning vil afsløre, at det svarer til ca 200.000 kr per arbejdsløs om året!
Den lader vi lige stå.
De fleste af os ved nok godt, at ansatte i jobcentrene ikke er onde mennesker, der er sat i verden for at gøre livet surt for arbejdsløse. Faktisk har jeg stor tillid til, at de er dygtige, veluddannede mennesker, der netop har valgt dette job, fordi de har et ønske om at hjælpe andre. Og mon ikke, de bliver ramt af stor frustration, når det ikke lykkes?
Arbejdsløsheden er rekordlav, så de fleste ressourcestærke mennesker skaffer selv det job, de ønsker: De tjekker jobindex.dk, finder ud af, hvor deres profil passer ind, skriver en ansøgning eller to, kommer til samtale – og vupti, er jobbet hjemme. Men ikke alle er så priviligerede og har det fornødne overskud. Det kan f.eks. skyldes psykiske eller fysiske udfordringer. Og de benytter jobcentrene til at få hjælp. En del af dem bliver måske aldrig i stand til at arbejde fuld tid pga deres specifikke udfordringer. Andre er bare på et sted i deres liv, hvor de har brug for lidt støtte til at komme videre.
Og derfor har de brug for jobcentrene. Langt de fleste vil nemlig gerne bidrage og forsørge sig selv. Hvis vi uden videre vælger at lukke jobcentrene, opgiver vi denne gruppe mennesker. Det er uværdigt. Ingen ønsker at føle, at de er overflødige, og at samfundet slet ikke har brug for dem – psykisk syge eller ej.
Men med den seneste tids historier om folk, der får PTSD efter mødet med jobcenterne, er der ingen tvivl om, at der er brug for ændringer. Derfor skal jobcentrenes funktion gentænkes. Jobcentreret skal være et sted hvor man får hjælp, og ikke bliver udsat for uværdig kontrol. Et sted, hvor man bliver mødt med tillid og respekt, med en tro på, at den enkelte faktisk gerne vil være selvforsørgende. Et sted, hvor man bliver mødt af en medarbejder, der åbent spørger ”Hvilke udfordringer har du, der gør, at du har svært ved at finde job af de normale kanaler”? Ud fra denne samtale, skal medarbejderen, i samarbejde med borgeren, finde ud af, hvad der er en god plan.
Er der reelt kun brug for lidt hjælp til at skrive ansøgninger? Vil vedkommende kunne klare et job, hvis det er på nedsat tid? Kunne der være brug for et kursus, for at blive dygtiggjort i relevante færdigheder? Er der brug for en psykosocial indsats, for at blive klar? I flere tilfælde, kan medarbejderne jobcentreret sandsynligvis hurtigt indse, at de psykiske eller fysiske udfordringer er alt for svære, og her skal der være mulighed for at blive understøttet uden modkrav. For der vil altid være en gruppe borgere, der ikke har de fornødne ressourcer. Her skal vi have tillid til ekspertenes vurderinger, og sørge for, at de får en værdig hjælp, uden at jagte dem rundt i årevis.
Moderaternes forslag er, at jobcentrene bliver omdannet til små enheder, der opererer som private aktører, men stadig offentligt ejede. Flere små enheder, der ”konkurrerer” med hinanden om at finde den bedst mulige måde at hjælpe borgeren på, og uden at budgettet går amok (hvilket et tilfældet, når det, som nu, koster 200.000 kr per arbejdsløs). De ansatte skal have frihed til at arbejde med et minimum af snærende regler (i modsætningen til at forholde sig til de nuværende 30.000 sider i dagpengeloven!). Der skal klart overordnet mål: Fokus på at få borgere, der har de fornødne ressourcer, til at blive selvforsøgende, men med respekt for den enkeltes udfordringer
