Den svenske kunstner Dan Park er blevet fængslet pga plakater, der kan tolkes racistisk. I mine øjne er dette et eksempel på et meget skræmmende systemkrav om tankekontrol.
En tegning er som udgangspunkt en tegning: Blyant/tusch på papir – og meget sjældent har nogen lidt overlast i forbindelse med selve udførslen. Man kan vælge at tolke en tegning på mange måder. Og nogen gange føler man sig rimelig sikker på, at kunstneren ikke er helt normal, og tænker både upassende og meget forkerte tanker. Kunstneren kan derfor med god grund beskyldes for at være et usympatisk menneske. Og skal man straffes for det – altså i den tekniske forstand med fængsel? Det bliver et klart nej, hvis man spørger mig (det gør man ikke, men derfor ytrer jeg min mening alligevel):
- Man kan altid vælge at tolke budskabet negativt såvel som positivt. Dette kan kunstneren jo ikke holdes ansvarlig for. (Man kan også vælge at synes, at kunstneren er et fjols eller at det er ekstremt dårlig kunst eller at hans/hendes kunst ikke fortjener opmærksomhed.). Tolkningen afhænger af tilhøreren – og hvis tilhøreren uretmæssigt pålægger kunstneren nogle syge egenskaber, er det vel tilhøreren, der skal anklages for injurier?
- Hvis det faktisk hænger sådan sammen, at kunstneren er et højst usympatisk menneske, der hader muslimer eller er pædofil – skal han/hun så straffes for at tænke sådan? Jeg håber aldrig vi kommer til at leve i et samfund hvor man straffes alene for at have forkerte tanker – også selvom man tegner/maler disse tanker. Straf skal være forbeholdt de, der faktisk udlever tankerne eller direkte opfordrer andre til at udleve dem.
- Der vrimler med usympatiske mennesker i vores samfund. De kan heldigvis ikke alle sammen tegne/skrive, så derfor holdes deres synspunkter i en snæver kreds. Men derfor skal de have lov at ytre sig – og kun hvis de får lov til det, kan andre (bedre) mennesker forsøge at få dem på ret køl. (Og for øvrigt er samfundet ikke gearet til at holde alle usympatiske mennesker indespærret.)
Som oprør mod de svenske myndigheder kommer her lige mit bidrag til upassende kunst. Denne tegning kan både afspejle at kunstneren et koldt racistisk menneske der mangler empati med andre mennesker – eller at hun bare lavede en tegning. (Læg dog mærke til at Muhamed ikke er med – for godtnok er jeg modig, men kun til en vis grænse)