Jeg kan med god samvittighed sige, at jeg har lavet mine lektier inden for selvudvikling de seneste par år. Har været igennem et stort repertoire af bl.a. Sofia Manning, Christian Stadil, Anthony Robbins og mange andre- og jeg tror jeg ved ALT, hvad der er værd at vide om at tage ansvar for sit eget liv og forfølge sine drømme. Og om at være positiv. Men knap har al den ny visdom fået lov at lagre sig, før man finder ud af, at det er totalt umoderne. Altså det, med at være positiv og tage ansvar for eget liv! Det er bare so last year. Og typisk mig, jeg kommer altid først med på moden, når den synger på allersidste vers. Nu er det igen OK at være sur & indebrændt. Og det er også helt okay IKKE at mærke efter, hvordan man har det indeni, men bare gå og brokke sig over livets uretfærdigheder. For livet er som bekendt ofte uretfærdigt. Og det giver god mening, at man ikke skal se på det ”positivt” og som en ”mulighed for udvikling” hvis det basalt set drejer sig om, at de andre ER nogle fjolser. .
Selvom jeg elsker selvudviklingsbøger, kan jeg godt tvivle på at man faktisk får ændret sin indre sindsstemning ved at læse den slags. Og jeg kan godt blive provokeret af, at de mennesker, som åbenlyst er født glade, mener at de kan lære os andre om hvordan man gør. Derfor er det rart når moden ændrer sig – når de negative tager til genmæle (bl.a. Svend Brinkmann’s ”Stå fast” der giver opskriften på hvordan man undgår ”uhæmmet positiv tænkning”.) Jeg har endnu ikke selv læst bogen, for jeg kan godt finde ud af at tænke ikke-positivt uden hjælp, men hilser alligevel inputtet velkommen.
Min egen udokumenterede teori er, at vi i høj grad hænger på det humør, vi bliver født med. Nogle har åbenbart gjort sig fortjent til at være fanget i en mere eller mindre permanent depressiv tilstand, mens andre er helt umulige at få ned på et moderat humørleje, – for dem er verden bare fantastisk. Jeg forestiller mig en at vi humørmæssigt er normalfordelt som illustreret på den fine videnskabelige figur (figur 1). 
Størstedelen er i den tilstand der er kendt som ”moderat mentalt raske” (Chris Macdonald citat). Og så er der enderne. Jeg tror, at mange at de positive selvhjælpsbøger er skrevet af dem, der fra naturens side ligger trygt og godt ovre på højresiden af bakken. De mener selv, at de har opskriften på, hvordan man skal være glad, men dybest set drejer det sig om, at de fra starten bare var heldige! De fik de hjerner, der har et dejligt stort overskud af serotonin, dopamin og hvad der nu ellers kan give følelsen af glæde. Det er selvfølgelig smukt at de prøver at dele ud af deres visdom. Men når man selv ligger godt nede på venstresiden af bakken, kan det være pænt belastende at høre på hvor nemt det er at blive glad. Man skal jo bare tænke positivt og gøre som dem.
Som beboer primært på venstresiden af bakken, vil jeg gerne udtale mig på venstresidens vegne: Vi vil også gerne have lov at være glade. Og det er selvfølgelig dejligt at få nogle små fif til, hvordan vi bliver glade – så som at sørge for at dyrke masser af motion, spise sundt, få sin søvn, smile til verden osv. Men i mange tilfælde kan ”kunstige stimulanser” som f.eks. antidepressiver være en kæmpe hjælp! Især hvis man ikke har overskud til at gøre alt det, der ellers kan gøre os gladere. Når vi i dag netop har muligheden for at få flere op i nærheden af bakketoppen, hvorfor i alverdens skal vi så ikke gøre det? Selvom det er ”helt naturligt” at være halv- til heldepressiv af natur, er det ikke nødvendigvis særlig sjovt. Og i hvert fald skal det ikke være højresidebeboerne, der skal udtale sig om, hvorvidt det er rimeligt, at venstresiden gør brug af medicin eller andre kunstige stimulanser, hvis det får dem højere op af bakken.
For uanset hvad moden dikterer– og selvom det nu er smart at være negativ – er det nok de færreste, der ikke hellere vil bo på den højre side af bakken.
